SVERIGE: Endnu en svensk moske kan have været udsat for et brandattentat.
Natten til mandag udbrød der brand i den islamiske kulturforening i den skånske by Eslöv, og ifølge avisen Sydsvenskan efterforsker politiet sagen som en påsat brand. Brandfolkene, der ankom til stedet som de første, kunne konstatere, at der var blevet knust et vindue, og at det brændte både inde i og uden for moskeen.
»Det drejer sig sandsynligvis om en påsat brand. Der er ingen naturlig forklaring på, hvorfor der skulle være ild i gulvet og væggen lige under den knuste rude,« siger Gustaf Sandell, chef for Räddningstjänst Syd, til sydsvenskan.se.
»Vi har afspærret området og kategoriseret sagen om en påsat brand,« siger vagthavende Marie Keismar fra politiet i Skåne til nyhedsbureauet TT.
Branden blev anmeldt klokken 03.15 og er nu under kontrol. Ingen personer kom noget til ved branden.
Ifølge Sydsvenskan er moskeen i Eslöv blevet udsat for flere tilfælde af hærværk i løbet af efteråret. Nattens brandattentat kommer efter flere lignende angreb mod svenske moskeer. I juledagene har ukendte gerningsmænd sat ild til to moskeer i byen Eskilstuna.