- Tiden er klar til at tænke i helheder. Living og mode smelter gradvist mere og mere sammen, og derfor er det naturligt at drage nytte af denne synergi, når det kommer til markedsføring af skandinavisk design og living. Defining Scandinavia er skabt ud fra ideen om en samlende fællesskabsfølelse inden for den skandinaviske ånd, siger Laust Christian Poulsen, som er partner i messen Defining Scandinavia.

Den nye boligmesse skal foregå i Øksnehallen samtidig med, at Copenhagen Fashion Week løber af stabelen, og dermed skabe synergi og sammenhæng mellem de to design-verdener.

Skal samle brands fra bolig og design

Defining Scandinavia-messen skal samle de ledende skandinaviske brands indenfor bolig og design, og håbet er at tiltrække agenter og købere fra hele verden. Dette skulle ifølge teamet bag messen netop blive endnu lettere, når det hele finder sted samtidig med modeugen, der jo i forvejen nyder international bevågenhed.

- Som central aktør i den københavnske modeuge kender vi betydningen af at udvikle og nytænke Copenhagen Fashion Week. Defining Scandinavia er en ny fagmesse, som skal give København en ny dimension, og som vil gøre byen mere interessant for internationale indkøbere og presse, både hvad angår modemesserne og Defining Scandinavia. Vi har allerede på nuværende tidspunkt modtaget stor opbakning og bred interesse for konceptet, siger Peter Fenger Selchau, der er partner i Defining Scandinavia.

Messen vil være en halvårlig tilbagevendende begivenhed, som afholdes to gange om året i Øksnehallen samtidig med Copenhagen Fashion Week. Første gang i februar 2013.