Engang forvildede havfolkets kvæg sig ind på land, hvor det begyndte at æde bøndernes korn på marken. Men straks efter, at bønderne havde lukket kvæget ind i en fold, så det ikke kunne gøre skade, dukkede havfolket op for at hente dyrene hjem. På vejen tilbage til stranden kom bøndernes tyr og havtyren op at toppes, og de rev hver et dybt hul i strandbakken. Hullet, som bøndernes tyr havde lavet, gjorden ingen skade, men fra det hul, som havtyren havde lavet, begyndte sandet at fyge ind over marker og enge, og det har det gjort i århundreder, således at intet mere kan gro på stedet.

Man ser det for sig, og for godtfolk i den øde nordsjællandske egn omkring landsbyerne Tibirke og Tisvilde var det for 400-500 år siden den gængse forklaring på den ulykke, der havde lagt landet øde. Et par landsbyer var blevet forladt og derefter begravet under et metertykt lag sand, og en smule længere inde i landet lukkede sandfygningen det naturlige afløb fra Arresø, således at de landsbyer og marker, som endnu ikke var begravet under det evigt fygende sand, til gengæld blev hærget af oversvømmelse hvert eneste år.

Den historie fortæller Flemming Rune i et nyt, smukt illustreret pragtværk om Tisvilde Hegn. Ud over at være en glimrende fortæller med sans for detaljen, fornægter det sig ikke, at forfatteren er naturvidenskabsmand – biolog af uddannelse – for der er næppe en bille, en svamp, en sommerfugl, en padde eller en af skovens talrige fuglearter eller pattedyr, som ikke bliver beskrevet og afbildet med videnskabsmandens krav til akkuratesse. Og på fagområder, hvor forfatteren har skønnet, at hans egen indsigt i emnet er utilstrækkelig, har han allieret sig med et stort hold specialister. Det gælder eksempelvis den spændende beretning om, hvordan isen fra Skandinavien og Baltikum sammen med klimaændringer og landhævninger gennem årtusinder har formet landet med klinter, søer, dale og morænebakker, således som vi kender det i dag.

Aldeles fortræffeligt beskrevet, og uden videnskabelig baggrund kan man som interesseret læser være med hele vejen. Nu ved man, at nogle af de sten, der af og til lander i lommen efter en tur på stranden, stammer fra vulkansk aktivitet i området omkring Oslo for små 300 millioner år siden, og det giver stof til eftertanke. Den slags oplysninger vrimler det med i værket, hvor bjerge af kontant viden om naturen og historien sammen med et pragtfuldt billedmateriale har fået lov at aflejre sig hen over mere end 600 sider, men hvor geologerne også aldeles hensynsløst afliver mystikken om det helbredende vand fra Sankt Helene Kilde. For når der risler klart vand ud af jorden på det sted, hvor en svensk prinsesse ifølge overleveringen engang flød i land på en sten og fandt sin grav, har det en simpel forklaring: Klinten består af skiftende lag af ler og sand, og kilden springer frem, hvor leret bremser det nedsivende vand. Det vidste de syge, der i fjerne tider flokkedes omkring Helene Kilde sankthansnat, lykkeligvis ikke.

Sandflugtens hærgen

Om Asserbo Slotsruin fortælles det, at biskop Absalon i Roskilde havde bestemt, at det skulle have været kloster for Karteuserordenen, men at munkene langtfra var tilfredse med forholdene. Asserbo var ikke et sted, der var velegnet til kloster, hvorfor »de vendte tilbage til deres eget land«, som der meget nøgternt står i et brev fra 1200-tallet.

Til gengæld fandt nogle af rigets magtfulde adelsfamilier sig godt tilpas med livet i Asserbo, indtil sandet i slutningen af middelalderen begyndte at tage magten og til sidst begravede det meste af adelsgården sammen med den nærliggende landsby Torup.

Og så er vi tilbage ved den skelsættende række af begivenheder, der gør historien om Tisvilde Hegn til noget særligt. Den store sandflugt mellem Tisvilde og det nuværende Liseleje begyndte lidt efter lidt fra midten af 1500-tallet, og i dag er der almindelig enighed om, at sandflugten har en naturlig forklaring. Klitdannelsen langs kysten blev forøget betragteligt under »den lille istid«, der i 300-400 år hærgede landet med det, man i dag betegner som ekstremt vejr. Talrige storme og orkaner kombineret med en evig blæst fra vest førte uophørligt sandet fra kysten flere kilometer ind i landet, hvor det nogle steder aflejrede sig i et 10-20 centimeter tykt lag, men andre steder i såkaldte vandreklitter med en højde på op til en halv snes meter. Ingen afgrøder kunne dyrkes under så håbløse forhold, og bønder og fiskere klagede deres nød til konge og øvrighed, men intet var der at stille op.

Gennem små 200 år lagde sandstorme landet øde fra Tisvilde og næsten ti kilometer langs kysten mod sydvest, og ligesom med landsbyen Torup nåede sandet på sin vej også at begrave landsbyen Tibirke helt og aldeles. Men da præsten i 1717 skrev, at Tibirke Kirke nu også var alvorligt truet, og at sandet gik helt op til tagskægget, således at man måtte overveje at rive kirken ned, inden den blev begravet, trådte Frederik IV i karakter. Ingen kirke var blevet revet ned i hans regeringstid, og det skulle heller ikke ske her, udtalte han ifølge en folkelig tradition, og så skete der endelig noget. En sandflugtskommission blev nedsat, og fra Oldenburg hentede man en fagmand. Johan Ulrich Røhl hed han, og han gik på med krum hals. Nogen rar personlighed var han næppe, og elsket blev han aldrig. Kommanderede med soldater og hoveribønder på en måde, som idelig gav anledning til konflikter, og det er bestemt ikke noget sympatisk indtryk, han har efterladt sig. Men kilometervis af grøfter og sanddiger blev gravet gennem hele det område, som i dag er Tisvilde Hegn, men som i 1700-tallet endnu lå hen som en sandørken, og for at hæmme sandflugten lod Johan Ulrich Røhl digerne beplante med hjælme, der igen blev dækket med tang hentet på stranden. Det var for at holde på fugtigheden, og så skulle grøfterne foran digerne ustandselig renses for sand. Et ufatteligt arbejde med primitive hjælpemidler, men det bar frugt. Med til historien hører imidlertid også, at der netop indtraf en mærkbar ændring i klimaet med langt færre storme i perioden efter 1720, og det kunne Røhl ikke tage æren for.

Så blev der plantet skov

Da sandflugten var kommet under kontrol, opstod ideen at beplante det vældige område og gøre det til en sandflugtsskov. En kongelig resolution blev underskrevet i 1750, men det kom der ingen skov af, og først i 1809 lykkedes det at få landsbyen Tisvilde til at afstå byens overdrev, så der kunne rejses skov på området. Fra et forstmæssigt synspunkt var starten på projektet ikke den bedste, for de fyrretræer, der i begyndelsen af 1800-tallet blev plantet ude langs kysten, antog de besynderligste former. Som orme snoede stammerne sig hen ad jorden, før de skød lidt i vejret, men 100 år senere blev Troldeskoven, som der jo er tale om, fredet som et af de første naturarealer i landet. Til gengæld for tabet af den fælles brugsjord fik hver bonde i landsbyen en godtgørelse på seks læs brænde om året. De færreste troede nok på eksperimentet, men det lykkedes. Det viste sig nemlig, at især skovfyr klarede sig fortræffeligt på den sandede jord bag digerne, og efterfølgende blev der plantet både rødgran, birk, bøg og eg.

Med sin beliggenhed nær nogle af landets mest attraktive sommerhusområder og badestrande er Tisvilde Hegn i dag en overordentlig velbesøgt skov. Men trods de mange gæster kan man stadig opleve skovensomheden og det enestående dyre- og planteliv, der hersker i hegnet. Om det og om historien om Danmarks ældste klitplantage er Flemming Runes tobindsværk intet mindre end en guldgrube. Anbefales på det varmeste.

Titel: Tisvilde Hegn. Forfatter: Flemming Rune. Sider: 600. Pris: 450 kroner. Forlag: Esrum Sø ved Niels Richter-Friis.