Få slogans har bidt sig fast som Kviks: »Alle har ret til et fedt køkken«. Her sad danskerne i midten af 00erne på barstole i det nye livsstilsrum og spiste sushi i lange baner, mens friværdien bare drønede deropad. I 2009 ændrede køkkenfirmaet sit slogan.
Forestillingen om, at træerne voksede ind i himlen, brast, og i stedet lød det nu at: »Alle har råd til et fedt køkken«. Sådan forstået, at et køkken ikke behøver koste en bondegård. I dag er vi igen begyndt at bruge penge på køkkenet. Og tid. Optimalt set skal vi selv stå ved høvlebænken og snitte det. Slow design er sagen.
