Ny bøde til »3«
Teleselskabet får igen en bøde af forbrugerombudsmanden for ikke at reklamere korrekt for abonnementet.
Teleselskabet får igen en bøde af forbrugerombudsmanden for ikke at reklamere korrekt for abonnementet.
Teleselskabet »3« har fået endnu en bøde, denne gang på 60.000 kroner, for ikke at skilte tydeligt med, hvad et abonnement reelt kostede.
Det er anden gang, at »3« træder forkert. Første gang kostede det 25.000 kroner i bøde.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe har meddelt »3«, at den samlede pris for et abonnement i de seks måneder, hvor kunderne er bundet til selskabet og ikke kan skifte til en konkurrent, er så væsentlig en oplysning, at den skal fremgå direkte og ikke gives via et link på hjemmesiden.
Samlet pris efter et klik
»3« reklamerede på sit netsted med abonnementet og oplyste dér den månedlige pris med bindingsperioden på et halvt år og et oprettelsesgebyr. Længere nede stod, hvad oprettelsen kostede, men først når man klikkede på »Køb abonnement«, kom den samlede pris frem.
»Den samlede mindstepris på et telefonabonnement er et vigtigt pejlemærke for forbrugeren og gør det muligt at sammenligne tilbud på tværs af abonnementer og selskaber. Det er glædeligt, at »3« vedgår sig overtrædelsen, men jeg forventer også, at der bliver strammet op på markedsføringen fremover,« siger Henrik Øe.
Han anmeldte »3« til politiet for et år siden, og »3« har nu accepteret den forhøjede bøde.