Det ser ud til at blive et hit, at danskerne i nu en måned har kunnet bruge deres mobiltelefon og dataforbindelse i udlandet uden at skulle betale ekstra. Det kan dog i sidste ende også betyde, at mobilabonnementerne får endnu et prishak opad i løbet af efteråret.
»Det er nok stadig et par uger for tidligt at kunne konkludere noget, fordi afregningen med de udenlandske selskaber sker i blokke. Men de foreløbige tal viser, at både Telia-kunder i udlandet og udenlandske turister på Telias net i Danmark har langt over fordoblet deres forbrug,« fortæller pressechef Rasmus Avnskjold fra Telia, der er Danmarks tredjestørste teleselskab.
