Hun er i livsfare. Fra alle sider trænger skeletter med forrådnet kød og mumificeret hud sig ind på hende og resten af klanen. De får hjælp af Jon Snow og hans mænd, men overmagten er for stor: Den raslende hær af levende døde er for voldsom; for insisterende i al dens slingrende målrettethed.

Scenen udspiller sig i det ottende afsnit af den aktuelle femte sæson af »Game Of Thrones«. Her er seriens stadig voksende popularitet - 20 millioner seere hver gang et nyt afsnit lægges på HBOs streamingtjeneste - blevet omsat til en kampscene, der ikke bare er uden sidestykke i serien, men i hele TV-historien.

Kvinden som slås med de såkaldte wights, der mest af alt ligner figurerne fra Iron Maidens albumcovere, spilles af danske Birgitte Hjort Sørensen. Hun er klædt i skind og pels, bærer muslingeskaller på brystet, kan splitte et hår med et sværd, og er i det hele taget uendelig langt fra den pressefoldede, fnugfri rolle som Katrine Fønsmark i »Borgen«.

Men uden den rolle var hun aldrig endt i »Game Of Thrones«. Eller i det, der ligner en international karriere. Da vi mødes, er hun lige kommet hjem fra USA efter at have indspillet første afsnit af en ny, ambitiøs HBO-serie, som Martin Scorsese instruerede. Men mere om det senere og tilbage til, hvordan Birgitte Hjort Sørensen blev del af fantasy-fænomenet »Game Of Thrones«.

»Min agent blev kontaktet af casterne på serien«, fortæller hun. »De skulle bruge en nordbo, og det viste sig, at en af casterne havde set »Borgen« og var vild med den, og det samme var manuskriptforfatterne. Jeg lavede en prøvefilmning, men havde en klar fornemmelse af, at det skulle være mig, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.«

Var ikke selv fan

Selvom »Game Of Thrones er en af TV-historiens mest sete og fandyrkede serier, havde Birgitte Hjort Sørensen ikke noget nærmere kendskab til den, da hun fik tilbuddet om at spille klanlederen Karsi:

»Jeg havde set første afsnit af første sæson, da den blev vist på TV. Jeg kunne da godt se, at det var virkelig vellavet, men der var mange andre serier - »Mad Men«, »True Detective« og »The Affair« - jeg i stedet valgte at se. Fantasy er ikke en genre, der umiddelbart interesserer mig. Men da jeg fik rollen, så jeg første og fjerde sæson, altså godt 20 timer. Men jeg var med i afsnit otte i femte sæson, så jeg vidste altså ikke, hvad der var sket i de syv afsnit op til da.«

»Jeg fik også kun de dele af manuskriptet, hvor min karakter var med. Normalt vil jeg gerne have forståelse for hele fortællingen, men det var ikke muligt her. Jeg spurgte forfatterne om nogle ret basale ting, som for eksempel om jeg havde en fortid med ham Jon Snow, og jeg skulle jo også forstå, at dragonglass er noget af det eneste, der kan slå de uhyggelige wights ihjel.«

»Men jeg blev klædt på til det«, fortsætter Birgitte Hjort Sørensen, »og fordelen ved ikke at være fan af serien var, at jeg kom uden vild ærefrygt. Jeg vidste godt, det var en stor serie, men det var først, da jeg ankom til settet i Nordirland, at det gik op for mig, hvor stort, det var. Det lignede simpelthen det, du ser i serien: Det var i en lille vig med bjerge omkring, og de havde bygget en hel middelalderlandsby med bålpladser og dækket det hele med sne fra kæmpe snekanoner. Dag ud og dag ind havde ufattelig mange mennesker knoklet for at skabe det helt rigtige sceneri, og inden vi skulle i gang med at filme sammen med 300 statister og foran 300 filmfolk, tænkte jeg, »Nu strammer du altså balderne, Birgitte, du vil ikke fucke op og være skyld i, at alt det her går i stå.««

»Det var så stort og så gennemarbejdet, og de 300 statister havde for eksempel alle sammen håndsyede skindjakker på og var sminket, havde fået dårlige tænder og sod i håret. Den perfektionisme og opmærksomhed på detaljen er nok også en af forklaringerne på, hvorfor så mange er vilde med serien. Fordi dem, der laver den, virkelig tager det alvorligt.«

Skypede med ansigtet halvt ædt

Snart sagt alt på »Game Of Thrones«-settet adskilte sig fra, hvordan det var at indspille »Borgen«. Som hjemmevideo over for Hollywood.

»Da der er så ufatteligt mange på settet, kører det efter en helt klar plan,« forklarer Birgitte Hjort Sørensen. »Jeg havde også, sådan som man ser det i film om filmstjerner, min egen trailer. Det virker måske enormt diva-agtigt, men jeg fandt jo ud at, at det har man for at få det til at køre glat: Når jeg er i en trailer, ved alle, hvor jeg er, og er ikke ude efter kaffe eller en sandwich, når de skal bruge mig. Det er der simpelthen ikke plads til i tidsplanen og logistikken. Så når jeg ikke var på, ventede jeg i min i trailer og fik bragt mad og kaffe.«

»Jeg sad i øvrigt i traileren i mit store kostume, efter at jeg havde indspillet scenen, hvor jeg får fik ædt mit ansigt af de døde, zombieagtige børn. Jeg sad dér med sådan et halvt ædt silikone-ansigt og svarede på mails og skypede. Måske skulle jeg lige have advaret om, hvordan jeg så ud, inden jeg ringede op!«

Hvor Birgitte Hjort Sørensen skulle vænne sig til skalaen på »Game Of Thrones«, skulle danske seere vænne sig til at høre hende sige replikker som »Fuck them, they’re dead.« Ikke bare fordi hun ikke taler så groft i »Borgen«, men også fordi hun nu taler på engelsk.

»Jeg har tidligere spillet teater på engelsk, så jeg er tryg ved det«, forklarer hun. »Men jeg kunne mærke, at hvis jeg blev træt, og det hele blev lidt presset - sådan »Nu er der kun fem minutters dagslys tilbage, og vi skal have den scene i kassen« - så kunne jeg godt mærke, at engelsk ikke er mit modersmål. På dansk kan jeg godt improvisere, hvis jeg ikke husker alle ord i en replik, men ikke på engelsk. Der går jeg bare kold. Jeg har i øvrigt arbejdet med en stemmetræner for helt at fjerne min danske accent. Tidligere hed det sig, at hvis man ville arbejde i USA, måtte der ikke være bare skyggen af accent. Man frygtede, at så ville publikum ikke kunne forstå én. Men det er ved at ændre sig, og i »Game Of Thrones« arbejdede jeg faktisk med en dialogue coach for at ramme en rigtig nordboaccent.«

»Kendthed er et tveægget sværd«

»Game Of Thrones« eksponerede med ét Birgitte Hjort Sørensen for en kolossal fanskare, der blandt andre tæller Barack Obama, David Cameron og Lady Gaga.

»Det er ret nyt land for mig,« siger hun. »»Borgen« har været en succes i England, men stadig for et mindre publikum. Med min rolle i »Game Of Thrones« er jeg ligesom rykket op i en anden skala. Jeg kan blandt andet mærke det på mine sociale medier, der ligesom har sagt »Kapow!« Det er ret syret, for det er et år siden, jeg lavede »Game Of Thrones«-afsnittet, der blev vist for nylig.«

Som helt ung drømte Birgitte Hjort Sørensen måske om at blive kendt. Ikke så meget for kendthedens skyld, men fordi det var lig med succes. Nu er hun under alle omstændigheder kendt:

»Kendthed er et tveægget sværd,« mener hun. »Jeg er afhængig af, at folk opdager, at jeg er her og kan lide det, jeg laver. For at få nye roller. Samtidig er jeg afhængig af en vis anonymitet. Af at jeg er ukendt, så publikum kan tro på, at jeg er den person, jeg spiller. At blive kendt kan nok også føre en selvbevidsthed med sig. Det prøver jeg på ikke at spekulere over til daglig. Det er nok en god ide. Jeg vil jo gerne bare være mig selv og ikke tænke over det, når jeg går i Føtex i joggingtøj.«

Om der er flere scener og mere eksponering på vej i »Game Of Thrones«, ved Birgitte Hjort Sørensen ikke:

»Da jeg spurgte HBOs presseafdeling, hvad jeg skal sige, når folk spørger, om jeg er med i flere afsnit, sagde de »Vi ved det ikke endnu«. De har slet ikke skrevet den vildt komplicerede historie færdig, og den er også, så vidt jeg har forstået, nået dertil hvor »Game Of Thrones«-bøgerne stopper.«

Rock'n'roll med Marty

Så der er en vis usikkerhed i spil. Sådan er det altid for en skuespiller. Og vel også en frygt for at løbe tør for arbejde?

»Jeg har været heldig og har arbejdet meget siden skuespillerskolen«, fortæller Birgitte Hjort Sørensen. »Men fra jeg filmede »Game Of Thrones« i november sidste år, og indtil for kort tid siden, lavede jeg meget lidt. Jeg indtalte nogle lydbøger og overvejede samtidig, hvad jeg skulle bruge tiden på fremover. Om jeg skulle begynde at studere, hvis der ikke kom mere. At jeg også skulle bygge min identitet op om noget andet, så jeg ikke bare er »Skuespiller«, der altid bliver valgt til og fra. Det er der noget lidt ydmygende over. At andre altid vurderer, om man er rigtig eller forkert. Om man ser rigtig ud, passer til rollen, og så videre. Og det er vigtigt at kunne skille sig selv fra skuespilleridentiteten. Ellers gør det for ondt at blive afvist. Jeg tror, jeg har lært - og jeg har fået utroligt mange afslag - at skille det ad.«

Men der kom et tilbud efter »Game Of Thrones«. Og bestemt ikke hvad som helst:

»Jeg har lige lavet første afsnit af en anden HBO-serie, der hedder »Rock ’N’ roll«, der handler om musikscenen i New York i 1970erne. Jeg vidste, at Martin Scorsese producerede serien, men ikke at han også instruerede første afsnit. Lige præcis ham var det vildt at møde. En legende, som jeg så bare skal forsøge at kalde »Marty«. Efter »Borgen« har jeg fået agenter i England og USA, og da Scorseses hold skulle bruge en europæisk pige, valgte de efter en casting mig. Og i »Rock ’N’ Roll« er jeg det, der hedder series regular, altså en gennemgående figur i hele første sæson. Så det ser ret godt ud for tiden, og når jeg ser en af mine agenters navne på mobilen, tager jeg den med spænding.«