Nu skal vi se, om Riis-medicinen virker i Falck
Det er lidt af en opgave, Jakob Riis har fået som topchef i Falck, der er i krise efter års opkøb og vild knopskydning. Halvårsregnskabet på mandag vil vise, om redningsplanen virker.
Det er lidt af en opgave, Jakob Riis har fået som topchef i Falck, der er i krise efter års opkøb og vild knopskydning. Halvårsregnskabet på mandag vil vise, om redningsplanen virker.
Falck-boss Jakob Riis står med en af de mest interessante opgaver i dansk erhvervsliv lige nu. Det er på samme tid en klassisk turnaround-øvelse og også en meget omfattende en af slagsen, hvor kulturen, selvforståelsen og selve forretningsmodellen i virksomheden skal ændres og det endda på meget kort tid.
Der blev ikke lagt fingre imellem, da Jakob Riis sidste år over for Berlingske Business som ny topchef i Falck skulle sætte ord på, hvilken opgave han stod med i den danske rednings- og ambulancekoncern. Konklusionen var, at virksomheden var ufokuseret, unødigt kompleks og famlende efter utallige knopskud, ikke udnyttede synergier efter talrige opkøb og i det hele taget var en langt dårligere forretning, end mange havde troet i årevis.