Tryghed er mange ting. I Lyngby Stations ny indviede cykelkælder med plads til 870 cykler er tryghed f.eks. høj musik, stærkt lys og kameraovervågning.

Ikke mindst båndsløjfen med en blanding af klassisk musik og skinger up-tempo marchmusik skal skabe trygge rammer, når cyklister parkerer deres jernhest i kælderen.

Eller som formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sigurd Agersnap (SF) siger:

»Musikken skal gøre, at folk kun kommer i kælderen for at parkere deres cykel og så kommer videre i teksten.«

Den nye cykelkælder skal aflaste området omkring stationen, der i længere tid har været et virvar af parkerede cykler.

Er det ikke blot for at forhindre, at narkomaner og hjemløse skal bruge den nye cykelkælder som varmestue?

»Det er det helt klart også. Musikken skal forhindre, at folk bruger cykelkælderen til alt muligt andet end det, den er tænkt til.«

Sigurd Agersnap kalder området omkring Lyngby Station for et »kritisk sted«. Underforstået, at her færdes mange personager, der ikke »bare« vil benytte den offentlige transport, og de mange cykler gør også livet surt for fodgængere, forstår man.

Hvad hvis folk, som man så for femten år siden på Hovedbanegården, tropper op for simpelthen at lytte til musikken?

»Nogen nyder musikken en lille smule, andre synes, det er dybt stressende. Men det løser opgaven, at folk ikke opholder sig der. Hvis folk ligefrem stimler sammen om at lytte til musikken, så løser den ikke sin opgave. Så må vi se på andre muligheder. Men det tror jeg ikke bliver tilfældet.«

Musikkens virkning vil blive løbende evalueret, fortæller Sigurd Agersnap.

Brugen af musik for at skabe et »flow« blandt brugere og passagerer og som skrub af-middel for bestemte befolkningsgrupper er et kendt fænomen herhjemme. Omkring 2002 brugte shoppingscenteret Scala det, og ved indgangen ud til Reventlowsgade havde Hovedbanegården i samme periode også marchmusik, der skulle holde visse folk væk.

Ifølge chef for stationsservice hos DSB, Jørgen Dyrendal Rasmussen, har der ikke lydt skinger musik fra højttalerne på Hovedbanegården de sidste tre år. Det skyldes sandsynligvis, at man har en politistation tæt ved, vurderer stationsservicechefen.

Men på stationerne i f.eks. Roskilde, Holbæk, Vejle og Esbjerg bruges stadig gå væk-musik.

Har man lyst til at lytte og måske selv vurdere afskrækkelseseffekten af musikken, kan det også gøres i parkeringshuset i Adelgade i det indre København og i P-kælderen ved Falkoner Bio på Frederiksberg.

Musikken leveres af Metorion Music A/S i Brøndby, der er landets førende firma indenfor business-musik, tryghedsskabende musik og muzak.

Hvem komponisterne til de afskrækkende toner er, vil firmaet ikke ud med.