Søstrene Grene ommøblerer sine butikker. Nu står der både borde, reoler, opslagstavler og andet interiør til salg i de to søstres 74 labyrintinspirerede forretninger.

Satsningen på møbler fik en brag modtagelse, da den århusianske kæde fredag introducerede interiørkollektionen. Kædens butikker blev lagt ned og gav omsætningsrekord på et niveau, som normalt kun ses ved juletid. Ikke kun i Danmark, men også i Frankrig, Spanien, Island og Norge. I Danmark var fremgangen på 336 procent sammenlignet med samme dag sidste år, mens den på Island var på 400 procent.

»De seneste to år har vi leget med tanken om, at vi godt kunne tænke os at gøre boligafdelingen lidt større. Vi står stærkt på de sociale medier, hvor vi fandt ud af, at kunderne var interesserede i noget, der var lidt større end en fyrfadsstage,« siger Cresten Grene, der er kreativ direktør og arving til kæden.

Ekspert i forbrugertendenser, Camilla Birch, tror på, at kunderne vil tage godt imod de nye, større varer, der ligger i Søstrene Grenes trækasser.

»De har i forvejen en position, hvor de sælger masser af nips, som er til bolig og livsstil. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skulle kunne bevæge sig ind på møbelsortimentet,« siger hun og tilføjer, at det især er kvinder, Søstrene Grenes nye interiør vil ramme.

»Bolig er meget kvindens domæne, så hvis de kan holde fast i deres nuværende koncept, hvor man som kunde kan stole på, at man kan gå ind og finde en sød og yndig vare til en rimelig pris, og så tilføje møblerne til det, burde det gå godt med den satsning,« vurderer hun.

Ifølge Camilla Birch kan møblerne blive det, der trækker kunderne til forretningen fremover.

»De små nipsting kan være svært at trække folk op af sofaen for. Der kan nogle lidt større varer være det, der gør Søstrene Grene til formålet ved at tage afsted. Det kan blive en trafikvare for virksomheden,« siger hun.

Søstrene Grene vil komme med flere varer af den større størrelse. Men Cresten Grene understreger, at virksomheden er gået ind på interiørmarkedet - ikke møbelmarkedet.

»Vi vil ikke ud og tilbyde 24 borde på én gang. Det er ikke en ambition om at gå ud og erobre markedsdele, men det er et spørgsmål om at imødegå det, kunden efterspørger,« siger Cresten Grene.

Man skal ikke nødvendigvis regne med, at der kommer til at stå sofaer og spiseborde i sin nærmeste Søstrene Grene-butik fremover.

»Man skal aldrig sige aldrig, men i første omgang er vores idé, at det helst skal være noget, folk skal kunne tage med hjem samme dag. Men hvis vi kan løse, at man kan bære en hjørnesofa hjem på en eller anden måde, så kan vi jo godt sælge det,« siger Cresten Grene med et glimt i øjet.

Virksomheden har ikke sat noget økonomisk mål for satsningen, oplyser han.