Om cirka to uger rammer jordkloden en mindre, men stadig afgørende milepæl.

På det tidspunkt vil vi være 7,6 milliarder mennesker her på planeten, forudser den tyske verdensbefolkningsstiftelse DSW.

For et år siden var vi 83 millioner, svarende til et helt Tyskland, færre. Så sent som i 2011 rundede vi de syv milliarder, og det er ikke mere end 45 til 46 år siden, at vi var halvt så mange: 3,8 milliarder.

Dengang, i 1971, boede der med andre ord væsentligt færre mennesker på kloden, end der nu bor på et enkelt kontinent: Asien.

Til gengæld voksede mængden af mennesker på Jorden dengang fuldstændig eksplosivt i forhold til i dag.

Fra midten af 1960erne til midten af 1970erne gik mennesketallet i vejret med omkring to procent om året, især i kraft af bedre adgang til medicin, færre krige og forbedret hygiejne.

I dag er den årlige stigningstakt dykket til godt én procent – men på et væsentligt højere udgangspunkt.

Årsagen er først og fremmest, at klodens stadigt mere veluddannede kvinder generelt føder færre og færre børn. Ja, ifølge demografer i FNs befolkningsdivision peger meget ligefrem på, at der i 2018 vil blive født færre babyer i verden end i fjor.

Det vil næppe blive markant færre, men det afgørende er, at trenden også ser ud til at fortsætte i årene derefter – færre og færre fødsler.

Alligevel bliver vi altså fortsat et helt Tyskland flere mennesker om året, hvilket skyldes, at klodens gamle bliver ældre og ældre.

I 1973 kunne en verdensborger forvente at blive 60 år gammel. I dag har man som gennemsnitligt menneske på kloden udsigt til at kunne sætte næsten 72 år ind på livskontoen. Er man europæer, kan man lægge yderligere otte-ni år til.

Heldigvis peger en del på, at der i løbet af et antal årtier vil opstå balance mellem antallet af årlige fødsler og dødsfald. Når det sker, vil den globale befolkningskurve flade ud og dernæst, formentlig, begynde at falde.

Den relativt nyligt afdøde og næsten legendariske svenske statistiker Hans Rosling anslog i 2016, at denne afgørende milepæl i menneskehedens historie vil indtræffe omkring år 2100, hvor vi ifølge både hans og FNs beregninger vil være cirka 11 milliarder alt i alt.

Et enkelt kontinent ser dog umiddelbart ikke ud til at følge i hælene på hastigt aldrende lande og verdensdele som Kina, Japan og Europa, hvor der om bare få årtier ventes at bo færre mennesker end i dag.

Det er Afrika, der styrer mod et fordoblet befolkningstal i 2050: godt 2,5 milliarder. I år 2100 kan man ifølge gængse projektioner lægge yderligere små to milliarder til.

Helt vildt bliver det i verdensdelens mest befolkningsrige land, Nigeria, der aktuelt er klodens syvende mest befolkede nation med knap 190 millioner indbyggere.

I 2050 ventes Nigeria at rumme næsten 400 mio. indbyggere og dermed forvandle sig til planetens tredje mest befolkningsrige nation (foran USA), og i år 2100 kan befolkningstælleren stå på trekvart milliard i det olierige land.

Tilsvarende vækstrater forventer FN i lande som Etiopien, Tanzania og i Den Demokratiske Republik Congo.

Men kan verden overhovedet mætte så mange munde?

I 1798 forudså den britiske demograf Thomas Malthus i sit berømte og meget pessimistiske værk »An Essay on the Principle of Population«, at befolkningen altid vil vokse hurtigere end fødevareressourcerne. Dermed vil hungersnød på et tidspunkt sætte en naturlig stopper for befolkningsvæksten. Folk vil simpelthen dø på stribe.

Siden Malthus udgav sit essay, er verdens befolkning vokset mere end 6,5 milliarder eller 660 procent – uden voldsomme tilbageslag som følge af sult og hungersnød.

Han har altså ikke fået ret, foreløbig, hvilket vi især kan takke landbrugsrevolutionen med dens stadigt mere intensive og maskinelle dyrkningsmetoder for.

Ved juletid offentliggjorde det store teknologisite Gizmodo en spændende artikel, hvor man spurgte en række internationalt fremtrædende forskere, hvad det optimale antal mennesker på Jorden vil være.

Svarene var ikke ens, men forbløffende mange mener, at grænsen på mange måder allerede er overskredet. Det gælder bl.a. den danskfødte professor og samfundsforsker ved Oxford University, Bent Flyvbjerg.

Han fastslår, at hvis samtlige af Jordens 7,6 milliarder individer skal leve på et livsstilsniveau som en gennemsnitlig franskmand, vil vi få brug for ressourcerne på halvanden jordklode mere end den, vi allerede råder over.

Svaret kan derfor være, siger han (med mindre vi i dramatisk grad formår at reducere antallet af mennesker på planeten), at vi begynder at leve omtrent som nutidens indere. Gør vi det, alle sammen, vil der være nogenlunde balance mellem 7,6 milliarder menneskers økologiske fodaftryk og jordklodens formåen.

Det vil dog næppe forhindre menneskebefolkningen i at vokse sådan cirka med et Tyskland om året i mange år fremover.

Men på et tidspunkt, måske engang i det 21. århundrede, risikerer vores talrige efterkommere at komme til at bøje nakken i ydmyg erkendelse af, at Thomas Malthus omsider fik ret.