Temperaturen nåede langt op i Østre Landsret onsdag, hvor to boligejere fremlagde deres principielle søgsmål mod Totalkredit. Varmen skyldes både vejret, og at sagerne principielt kan vedrøre de mange milliarder kroner i realkreditlån, som senest i juli 2016 steg i pris forstået som den såkaldte bidragssats, det løbende gebyr på realkreditlån. Det hævede Totalkredit 1. juli 2016 med mellem 17 og 57 procent afhængigt af lånetype.

De to sagsøgende boligejere, Jesper Rune Larsen og ægteparret Bo Vølund og Pernille Due Rantzau Vølund, har via deres advokat Christian Dahlager fri proces til at føre sagen direkte i landsretten, lige som den forventes at skulle endeligt afgøres i Højesteret, uanset hvem der vinder slagsmålet om, hvorvidt prisstigningerne kunne begrundes med forskellige krav til Totalkredit fra omverdenen.

»Totalkredit skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig,« skrev Totalkredit til sine kunder.

Jesper Larsen og Bo Vølund vidnede i landsretten onsdag, og de var ikke tilfredse kunder.

»Jeg er bevidst om, at der har været en finanskrise, men »forventninger« er jo ikke en begrundelse. Det er dybt uretfærdigt. Der er jo ikke belæg for det, og det er skruen uden ende,« sagde Jesper Larsen om prisstigning nummer to, han oplevede fra Totalkredit.

Forskellige allierede

Totalkredit skrev i sin begrundelse, at indtjeningen skulle øges for at spare op til sikkerhed for lånene samt »tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital.«

Sagsøgerne vil have klarlagt, om bidragsforhøjelsen reelt har været nødvendig, og slagsmålets parter har forskellige allierede. De to boligejere kan henvise til en udtalelse fra nationalbankdirektør Lars Rohde, som i 2016 kommenterede realkreditinstitutternes påstand om, at investorer kræver et afkast på omkring ti pct. på egenkapitalen i realkreditinstitutterne.

»Det synes meget højt. Især når man tager højde for, at den risikofrie rente er tæt på nul,« sagde han og fortsatte:

»I debatten blev stigningerne i stort omfang direkte knyttet til skærpede kapitalkrav. Som sagt kan skærpede kapitalkrav øge realkreditinstitutternes omkostninger. Men ikke i et omfang, som kan forklare de observerede stigninger i bidragssatserne.«

Det er dybt uretfærdigt. Der er jo ikke belæg for det, og det er skruen uden ende.

På samme måde kan en rapport fra Konkurrencestyrelsen samt en skønsrapport, som er udarbejdet til brug i både denne sag og en parallel sag mod BRFkredit, bruges af sagsøgerne. Skønsmændene konkluderer ifølge Finans, at det næppe er »muligt at påpege forøgede egentlige risici ved sagsøgers lån, der kan have motiveret bidragsforhøjelsen« og at »skærpelsen af det regulatoriske kapitalkrav heller ikke i sig selv kan forklare bidragsstigningerne for Totalkredits låntagere«.

Modsat kan Totalkredit hente støtte i talrige sejre i Realkreditankenævnet i klagesager over de hævede satser. Desuden udtalte Finanstilsynet i juni 2016, at forhøjelsen af bidragssatserne ikke var i strid med de såkaldte god skik-regler for finanssektoren, og tilsynet afviste at foretage sig yderligere i sagen.

Yderligere kompliceret

Bo Vølunds sag er yderligere kompliceret af, at han og hans kone oprindeligt ville have det sikrest mulige lån, et fastforrentet obligationslån over 30 år med afdrag. Men netop i den pågældende periode i 2012 tilbød Nykredit og Totalkredit som det eneste institut kun den såkaldte tolagsbelåning, som i Bo Vølunds tilfælde betød et grundlån uden afdrag og et tiårigt lån med afdrag oven på det.

»Afdragsfrihed var vi som udgangspunkt ikke interesserede i. Men vi blev beroliget med, at det var en ny smart konstruktion, der fungerede som et fastforrentet lån,« forklarede Bo Vølund, som derfor var ekstra utilfreds, da afdragsfrihed i de senere prisstigninger blev ekstra hårdt ramt af forhøjede bidragssatser.

Landsretten er færdig med sagen mod BRFkredit, og dommen forventes i slutningen af juni. Adm. direktør i Totalkredit Camilla Holm og direktør i Nykredit Søren Holm skal efter planen forklare sig i retten på mandag.