Antikkens skulpturer var hvide. De udstrålede ædel enfold og stille storhed.

Man kan næsten se oldtidens grækere og romere gå værdigt rundt for sig – måske klædt i hvidt? – blandt oldtidens bygningsværker og statuer. Statuerne forestillede så dem selv eller de udvalgte blandt dem. Hvide og alvorlige.

Og da europæisk skulptur igen og igen er blevet inspireret af antikken, blev også for eksempel nyklassicismens skulpturer hvide. Det var jo idealet. Hvid marmor. Lyset fra Akropolis.

Det var så blot en fejlopfattelse, der holdt så længe, at den langt op mod vore dage var bestemmende for det europæiske skulpturideal.

Antikkens skulpturer var farvestrålende. De var – mener men – bemalet i stærke farver, der må have givet byen en helt anden stemning end den ædle enfold og den stille storhed, den tyske oldtidsforsker, J.J. Winckelmann, i midten af 1700-tallet hyldede med så stor patos. Og så stor gennemslagskraft.

Netop i det 18. og 19. århundrede gennemførte man store udgravninger i Grækenland og Italien. Under udgravninger af Pompeji stødte man også på bemærkelsesværdigt kraftigt bemalede skulpturfragmenter, der nok var ødelagt men samtidig velbevarede.

Udgravningerne afslørede i det hele taget en rig bygningskultur og en lang række statuer. I tiden anså man antikkens værker for harmoniske og skønhedssøgende – og et ideal til efterfølgelse for tidens kunstnere. Man sluttede, at det havde de mennesker, der ikke blot udførte dem eller havde været modeller men bystaternes indbyggere i det hele taget, så også været. Der havde været et lykkeligt Arkadien, inden de europæiske folkeslag med vanlig effektivitet begyndte at slå hinanden ihjel i langstrakte krige.

Masser af farver

Man havde ganske vist fundet farverester på antikkens skulpturer, og man havde selvfølgelig spekuleret over, hvorfor de var der. Der er også pionerer, der har skrevet bøger om, at antikken ikke var hvid men mangfoldigt farvet. Det er imidlertid ikke før i nyere tid, der er blevet forsket mere systematisk i problemstillingen, og man tilmed har forsøgt sig med rekonstruktioner baseret på undersøgelserne:

Kunne de have set sådan ud, skulpturerne fra flere hundrede år før vor tidsregning. Og: Hvad så med bygningerne? Hvad med de store templer? Var de også kulørte? Det havde man nemlig også en stærk formodning om, at de var. Sådan lidt i retning af Palads-biografen på Axeltorv i København, der i slutningen af 1980erne blev farvesat af den nu afdøde danske billedkunstner Poul Gernes?

Den officielle historieskrivning og herunder generationers undervisning i oldtidskundskab tog måske nok højde for, at antikkens statuer måske var polykrome. Men den fastholdt alligevel en forestilling om, at fortidens billedkunst var hvid. Bortset fra den tids krukker og vaser.

Det modsatte ville måske også kunne ændre billedet af vores opfattelse af antikken som en mere værdig kultur – og det ville være en udfordring for den måde, hvide marmorskulpturer gennem tiderne – tænk blot på Thorvaldsen – blev idealet.

Kulørt fortid

Måske har det også betydet noget for vores ønske om at fastholde idealbilledet af antikken som hvid, at både templer og statuer var ruiner?

Kunsthistorikere af den gamle skole kan tale henført om nogle af antikkens store mesterværker som for eksempel »Belvederetorsoen«; et skulpturfragment dateret til det første århundrede før Kristi fødsel.

Skulpturruinen blev fundet i 1400-tallet og har sit tilnavn, fordi den siden 1500 har været opbevaret i Belvederepaladset i Vatikanet, hvor det er blevet beundret og har inspireret talrige billedhuggere.

Hvis nu resterne af den skulptur, der engang har været en gengivelse af en satyr (hestelignende græsk sagnfigur) siddende på en klippe, havde været et virvar af forskellige afskallede farver – ville den da være blevet et beundret kulturhistorisk artefakt og et forbillede for talrige billedhuggere?

Næppe, for udover tyngden i udformningen har det været den spøgelsesagtige gråhvide farve, der på en måde har peget mod gamle, gamle hensvundne dage, da himlen var på jorden. Som det hedder i et lidt anden sammenhæng hos Oehlenschläger. Men nu er der ingen vej tilbage.

Museer som Glyptoteket har længe samarbejdet med andre forskningsinstitutioner i ind- og udland, og allerede for ti år siden viste museet på Dantes Plads en udstilling af rekonstruktioner af nogle af antikkens figurer. Udstillingen har siden været vist på adskillige museer verden over. Dette efterår byder på endnu et nysyn på vores kulørte fortid.

Som forvandlet – antik skulptur i farver kan ses fra 13. september til 7. december.