Twitter har en rigtig god hårdag. Fantastisk hårdag. Den bedste.

Og det har ikke noget med Donald Trump at gøre, men derimod Michelle Obama.

Hun forlod i januar Det Hvide Hus med den slags tal, som andre ville kravle gennem glasskår for at opnå. 68 pct. af amerikanerne var tilfredse med hende, og der er en Superwoman-fankultur omkring hende. Nogle forsøger at få hende til at stille op som præsident - en Facebook-side med det formål har fået en halv mio. likes - og andre tilbeder bare det støv, hun går på. Som f.eks. modejournalisten Khalea Underwood.

»Hun vil altid være min førstedame. For mig er hun indbegrebet af klasse, gratie, viljestyrke, klogskab, sex,« skriver hun hos kulturwebstedet Refinery29.

Og bedst som man troede, at de pågældende fans ikke kunne blive større fans - så sker det nu. For natten til tirsdag røg et feriebillede af Michelle Obama ud på Twitter. På billedet gik hun med solbriller, pandebånd og en stor afrohestehale, og »internettet kunne slet ikke få vejret,« som Huffington Post skrev.

»Jeg har ventet på det billede i omkring tre år,« lød ét tweet. »Yes, naturligt hår,« lød et andet med udråbstegn og versaler. En tredje skrev, at hun havde fået opfyldt sit »hjertes største ønske«, og der er så mange begejstrede knytnæver i luften, at det næsten er synd at nævne kritikerne.

Men de er der også, og deres anke er først og fremmest: Når Michelle Obama har naturligt hår, hvorfor venter hun så til efter præsidenttiden med at vise det? Hvorfor gav hun den ikke gas i årene i Det Hvide Hus?

Det er der faktisk en god grund til.

Breakup-hår

For en småskaldet mand kan den slags virke som … what? Så mange følelser for ... hår?

Men kvinder og hår er ikke bare et emne for de sociale medier, dameblade og sladderblade, men en kompliceret dynamik, som bl.a. sociologer forsker i.

Tag f.eks. for nyligt, da sangeren Katy Perry på Instagram offentliggjorde billeder af sig selv med en pixie-frisure, som straks blev udråbt til hendes »breakup-frisure.« Katy Perry og skuespilleren Orlando Bloom var netop gået fra hinanden, og hun udråbte sin selvstændighed fra hustagene. Akkurat som hun gjorde efter sit brud med komikeren Russell Brand i 2012. Dengang farvede hun håret blåt og udsendte en musikvideo, hvor hun klippede sit hår i en militærfrisure og meldte sig til marineinfanteriet.

Hun bruger sit hår »som et lærred til at udtrykke« det komplicerede forhold til sig selv og magt, som det akademiske website Jstor i sidste måned skrev om tumulten om Katy Perrys hår.

Magt

Og nu kommer så endnu en debat om kvinders hår - denne gang om Michelle Obama.

Det er uvist, hvor billedet af Michelle Obama med afrohestehale stammer fra, og det er uvist, om det er nyt og for den sag sin skyld ægte, men Huffington Post fandt et interview fra 2015, hvor den daværende førstedames frisør bekræfter, at hun har »naturligt hår«. Hvis hun ikke gav det et klem, pres og stræk, ville hun stille med et traditionelt afroamerikansk hår.

Derfor gætter de fleste på, at billedet er ægte, og Huffington Post tror, at det stammer fra Fransk Polynesien, hvor Barack Obama i øjeblikket skriver på sine memoirer.

Men hvorfor havde hun ikke naturligt hår i Det Hvide Hus, som kritikerne spørger. Hvor meget ville det ikke have betydet for sorte kvinder over hele verden, hvis hun havde haft det?

Svaret lyder fra den anden side: Det kunne hun ikke. »Det ville have udviklet sig til en » f…… skandale«, som en Twitter-bruger skriver, og Khalea Underwood fra Refinery29 giver vedkommende ret.

Alene i sidste uge kom et frisk eksempel. Det sorte kongresmedlem Maxine Waters var på TV med en fyldig frisure, og studieværten Bill O'Reilly fra Fox News gnækkede, at hun havde lånt en af »James Browns parykker«.

Så måske var der god grund til, at Michelle Obama ventede med at springe ud med naturligt hår, som Khalea Underwood skriver.

Bittersød

Det bekræfter en interviewundersøgelse foretaget af Rose Weitz fra Arizona State University.

I USA er der tre traditionelle skønhedskriterier for kvinders hår, forklarer hun. For det første skal det være »langt og bølget og helst blondt«, og det må for alt i verden ikke være gråt eller kruset. For det andet skal håret se stylet ud, og hvis det f.eks. er pjusket, skal det være stylet på den måde. For det tredje skal kvinders hår være markant forskelligt fra mænds.

At følge de tre kriterier er den mest realistiske vej til magt i karrieren og personlige forhold, skriver hun. Og det er ikke fordi, kvinderne »blindt søger mandlig accept« elller bøjer sig »for en annammet idé om femininitet«, men fordi de foretager en rationel vurdering af, hvordan de bedst kan opnå deres mål.

Især for minoriteter er det væsentligt ikke at udstråle minoritet. Lesbiske kvinder fortæller, at de oplever det som hæmmende for karrieren at have en ufeminin frisure, asiatiske kvinder siger, at de ikke skal have langt og lige hår, og sorte kvinder siger, at det er absolut utænkeligt for dem at nå nogle steder, hvis de stiller med afrohår eller dreadlocks.

Så kvinder når længst ved at følge de tre hårkriterier, men deres sejr er »betinget, bittersød og skrøbelig«, sigerRose Weitz, fordi de kun opnår noget ved at gøre sig selv til »føjelige kroppe«, som filosoffen Michel Foucault kaldte det. Hvis en sort kvinde stiller med en afro eller en hvid kvinde søger at gøre karriere i USA med en pixie eller en karse, så vil hun blive betragtet som en rebel, en enegænger, som går sine u-uniformerede veje, og alting bliver meget, meget sværere.

Det forklarer Katy Perrys breakup-hår. Hun skal vise verden hvem, hun selv er. Meget.

Men det forklarer også Michelle Obama manglende afro som førstedame. Hun skulle ikke vise verden hvem, hun var. Ikke alt for meget.