Denne gang har Alberte Winding ladet det hele flyde lidt.
Vi sidder i hendes store, lyse lejlighed, tæt på indre by. Hun ligner stadig den Luna, jeg så på børne-TV for mange år siden, da mine børn var små. Samme udstråling. Samme stemme. 29. september udgiver hun et nyt album, »Hva Drømmer Du« . Hun har skrevet sangene med sin mand, guitaristen Andreas Fuglebæk, som hun blev gift med i 2015. Jeg spørger til titlen. Hvorfor netop den? Hvorfor hentyder den til drømme?
»Det er noget med den måde, sangene er skrevet på,« siger Alberte Winding.
»Jeg har en tendens til at være lidt gammelklog, som naive mennesker er, når de skal beskrive noget. Mit virke er på en måde hele tiden at lave en tilstandsrapport. Hvor er vi lige nu i livet? Men nu har jeg prøvet at lade det være, jeg har ikke rettet, når jeg har set, at der var noget i teksterne, der var ulogisk eller selvmodsigende. Jeg har ladet det blive denne gang, i sådan en lidt summende, drømmende og flydende tilstand. For det var jo der, jeg var. Og det er jo også sådan en underlig udkigspost, jeg som 54-årig har til min ungdom og også til mine børns ungdom og til, hvad fremtiden byder. Jeg har et overblik. Men jeg ved stadig ikke rigtig noget … Jeg kan se landskabet, men hvad fa´en skal vi gøre ved det?«
Og det har med din årgang 1963 at gøre?
»Ja. Jeg tror jo, at alle er yngre end mig. Jeg tror, at jeg er den ældste person i hele Danmark. Ha, ha.«
Det er du jo ikke … Men jeg kan godt høre det med årgang 1963 …
»Hvor skægt. Hvorfor det?«
Det med kærligheden, den store kærlighed, som man stadigvæk kan opleve. Det med at kigge tilbage til, da børnene var små. At kigge tilbage og frem …
»Det er jeg rigtig glad for, at du synes. Jeg ville gerne skrive ud fra min alder. Men samtidig er det meget svært at tage sådan en bevidst beslutning om, at man gerne vil skrive sådan og sådan. Man er også nødt til at lade det flyde derhen, hvor det vil. »
Det skal ikke være kontrolleret?
»Næh … Andreas og jeg arbejder rigtig godt sammen om det der med stemninger. Der er denne her stemning, så rålytter vi til den. Blandt andet har vi været enormt glade for Fleetwood Mac. Igen.«
Og hvordan har I arbejdet?
»Andreas siger, at jeg laver rigtigt meget om på melodilinjen, så jeg må tage lidt af komponistæren. Nogle gange får jeg numre fra ham, hvor der bare er akkorder, så laver jeg melodilinjen til dem, og så har vi en formodning om, at den komme til at ligge der, hvor den passer godt til min stemme. Vi begynder ikke med teksterne. Jeg henter historierne fra musikken. Jeg kan høre et ord dér, jeg får et billede dér, det er næsten som at køre i bil. Det løsriver nogle ideer og nogle tanker, som flyder op igennem én.«
Er der en forskel på dengang, du begyndte som artist, og nu?
»Ja. Man producerer på en helt anden måde. Andreas trækker mig endnu længere væk fra at tage flere takes, så det er så råt og så one take-agtigt, som vi kan gøre det. Jeg får som regel et hysterisk anfald, og så er vi lige nødt til at gå ind og rette nogle ting, og det er smaddersvært at høre på for mig lige nu, men jeg ved, at jeg vil være glad for det om et år, for det har noget nerve. Det kan også irritere mig, at jeg ikke synes, at der er følelser nok. Men jeg er nødt til at lade det være. Det var det, der var.«
Så dine album var anderledes gennemproducerede, dengang du begyndte?
»Ja, og det er også, fordi jeg slet ikke var sanger endnu, dengang. De første plader prøvede at gøre mig til sanger, og de job, vi spillede bagefter, prøvede at gøre mig til sanger. Man kan sige, at jeg udgav min uddannelse, det var ikke engang mit svendebrev, jeg udgav. Og sådan er det nogle gange. Nogle gange går det stærkt.«
Hvad betyder det så for dig i dag at lave musik sammen med din mand?
»Det er virkelig fedt. Hele processen er sjov. Vi er ligesom inde i et flow. Det kan være, at det pludselig stopper, men lige nu kører det bare. Det handler rigtig meget om at sidde og bygge et korthus sammen.«
Så det er ikke en forhindring at være så tæt på hinanden?
»Ikke lige nu. Jeg tror, at hvis den ene nægter at rykke sig, og den anden gerne vil, kan det blive sådan. Men sådan er det jo også med forhold. Med alle relationer mellem mennesker.«
Bliver det lettere at være par som ældre?
»Det synes jeg. Man har jo ligesom taget de kampe. Jeg tog dem i firserne. De var hårde år for parforholdet, fordi sødmen røg ud, det varme røg lidt ud af verden, og folk havde brug for at være selvstændige, bygge kønnene op, lave nye konstruktioner, kønsmæssigt. Men nu er vi der, og vi har været der i mange år, og det er måske bare noget med at gå lidt væk fra et skænderi, den slags. Jeg kan i hvert fald mærke en kampgejst i mig, som jeg synes er fuldstændig unødvendig.«
Og samtalen er vigtig for parforholdet?
»Ja. Men det er den også for Donald Trump. Det er den for højre og for venstre. Det er den for alting. I de her år handler det virkelig om samtale eller om manglen på den. Og om, at vi også fokuserer på alt det unødvendige raseri.«
På dit nye album har du en sang om at savne et barn, der er blevet voksent. Synes du også, at det kan svært, når ens børn bliver voksne?
»Ja. Og dog. Det er også virkelig, virkelig dejligt. Jeg vil bare også gerne have dem i alle aldre. De skulle både være tre og syv og ni år gamle … og det er måske der, det allermest går op for en, hvad det er at være dødelig. Hvad livet er. Selv om jeg ikke kan sætte ord på, så er det det med, at det kan jeg aldrig få igen. At man hele tiden tager afsked med et eller andet.«
Din mand har en lille søn, som bor hos jer noget af tiden Hvordan er det?
»Det er så dejligt. Det er jo børn, der har givet allermest mening i ens liv. Det er jo også derfor, jeg bliver så melankolsk, ikke, når jeg tænker på mine egne store børn. Men det er rigtig sundt og godt, at der er et barn igen, så der ikke er så meget tid til at tænke på, hvad man har lyst til. Jamen, hvad med mig? Væk med det! Men han er her jo ikke hele tiden, så der er jo desværre også tid til alt det selvoptagede.«
Apropos dit nye album, hvad kan en sang så, som andre kunstneriske udtryk ikke kan?
»I virkeligheden er det jo desværre det instrumentale, musikken i det, der kan noget, tænker jeg. Nogle gange skal vi lokkes ind. Men jeg er selv sådan en, der skal lokkes ind med ord. Jeg har altid været vild med ord. Da jeg som barn ikke kunne forstå The Beatles, ville jeg gerne forstå dem. Og så lavede jeg mine egne historier om, hvad de sang. Tekster kan også have en enormt stor funktion. Som ung elskede jeg Michael Jacksons »Billie Jean«. Den gjorde mig enormt oprørsk. Jeg mener seriøst, at jeg flyttede mig fra der, hvor jeg var på det tidspunkt i mit liv, på grund af den sang.«
Du har også en sang på dit ny album om, at de gamle går i byen …
»Ja. Den handler om turister i København. I hvert fald i begyndelsen af sangen. Det var vist Oliver Zahle, der sagde, at han havde lyst til at sige til de unge italienske turister, at det ikke er her på Købmagergade, det sker. Kom! I skal lige rundt om hjørnet! Så det her er først og fremmest en forklaring til en turist. En forklaring om, at den indre by er den dyre del, og den ydre by, det er der, alting foregår – du skal over broen. Og så er der også en hilsen fra de gamle. Der er lidt PH over at nævne byens spir, synes jeg, som man oplever dem, når man er ung og dingler hjemad, ung og verliebt. Pludselig er det »Top Hat« og 1940ernes København, og det synes jeg er fedt ved København: At byen har det der, at den har den historie, at lige så snart man kigger op, ligger hele det gamle København deroppe.«
Sangen handler også om at gå i byen selv, som ikke længere helt ung?
»Ja, det gør den.«
Og hvordan har du det med det?
»Jeg har det mere og mere sådan, at jeg har brug for den her smugkro, den her pejs i hjørnet. Nu har jeg fundet kærligheden igen.«