En vinternat i 1941 står der en ung mand på Brooklyn Bridge i New York. Fortvivlet og på nippet til at tage det store spring ned i det iskolde vand.

Knap et år senere lytter 30 millioner amerikanere til ham i radioen, og bagefter blokerer de telefonerne hos NBC i fire timer, fordi alle vil vide, hvem den vanvittige, men især vanvittigt morsomme dansker var, der lige havde optrådt i Bing Crosbys »The Kraft Music Hall Radio Hour«. Ti år senere sætter hans oneman-show »Comedy in Music« Guinness-rekord med 846 opførelser på Broadway.

Victor Borge var lykkedes med at tage springet fra at være »Danmarks morsomste mand« til at blive »verdens morsomste mand« .

Det er historien om vidunderbarnet Børge Rosenbaum, der blev til verdensstjernen Victor Borge, og om mennesket bag begge, som journalist, forfatter og filmanmelder ved Berlingske Jacob Wendt Jensen fortæller i den første, store og samlede biografi om »Victor Borge – mennesket bag smilet«.

Historien er delvist fortalt før. Victor Borge udgav i slutningen af 1990erne sine erindringer med den berømte titel »Victor Borge – smilet er den korteste afstand ...«. Men Borge har – hvilket man med et smil kan se i flere interviewbidder i biografien – en fantastisk evne til at fortælle gode, men ikke altid lige sande historier om sit liv.

Ikke særlig behagelig

Historien om »mennesket bag smilet« er nu heller ikke lige net. Det kan vi godt slå fast med det samme. Den nye biografi vil nok støde mange af de største Borge-fans, for den skildrer en mand, der ikke er særlig behageligt selskab. Han tåler ikke megen modsigelse, han er næsten umulig at samarbejde med, han vil være i centrum, han er utroligt nærig, og familien styrer han på den mest patriarkalske vis. Også selv om han aldrig er hjemme.

Er det så den klassiske, danske Jantelov, der slår til, når Jacob Wendt Jensen for eksempel citerer Victor Borges medspiller gennem 18 år, Şahan Arzruni, for karakteristikken: »Borge var bare ikke et givende menneske«?

Eller når en producer fortæller, at Borge krævede, at hustruen Sanna var til stede hele tiden under hans shows på Broadway: »Han kunne være meget skarp i tonen over for hende. Det var, som om han behandlede hende mere som en ansat end som sin kone.«

Der er ingen tvivl om, at Victor Borge var et svært menneske at omgås. Og ja, man kan godt blive lidt overvældet undervejs i læsningen af »Victor Borge – mennesket bag smilet«. For det er godt nok en noget anden mand, de, der kendte ham, fortæller om, end ham man så på scenen.

Men samtidig er det også forståeligt til en vis grad. Amerikansk underholdning på det niveau, Borge nåede op på, er meget mere brutal og hård, end vi på nogen måde ser herhjemme. Victor Borge var aldrig kommet så langt, hvis ikke han havde været så ekstremt nidkær med sit arbejde, sit rygte, sit navn. Umiddelbart virker det arrogant, at han ikke vil optræde rundt om på spillesteder, da han fattig og med ringe engelskkundskaber kommer til USA i 1940. I stedet vil han i radioen, fordi han vil sikre sit materiale. Hvilket han jo har fuldstændig ret i. Da han har optrådt med »Fonetisk tegnsætning« for 30 millioner lyttere, er det geniale nummer synonymt med ham, og det forbliver hans signaturnummer til hans død.

Knust hjerte

Victor Borge har kun sig selv at stole på, når det gælder de vigtigste og største karrierebeslutninger. Selvfølgelig har han agenter og en stab af mennesker omkring sig. Men han er perfektionist og er helt og aldeles fokuseret på sin karriere, sit materiale og sin kunst. Derfor når han så langt, som han gør.

Omkostninger er der. Han og hustruen Sanna opbygger dog en moderne sammenbragt familie, med dine, mine og vores børn, hvor flere af børnene senere går ind i forretningen Victor Borge. Ligesom de fleste siger, at han dør af et knust hjerte efter at have mistet hustruen, få måneder før han selv dør, 23. december 2000. Dagen efter han er kommet hjem fra sit sidste besøg i Danmark.

At karrieren var det, der var det vigtigste i Victor Borges liv, viser Jacob Wendt Jensen også indirekte ved at bygge hovedparten af biografien op i temaer fremfor historisk-kronologisk. Man kan simpelthen ikke adskille de enkelte år fra hinanden, for Victor Borge arbejder, arbejder og arbejder. Han optræder konstant et eller andet sted.

Han skaber selv sin karriere, al ros for dén bør tilfalde ham selv. Var han så også selv tilfreds med den? Biografien sår en vis tvivl om, hvorvidt det allerinderst inde nagede ham, at han aldrig magtede at blive klassisk koncertpianist. Faderen spiller i Det Kongelige Kapel og forventer og håber, at hans yngste søn vil følge efter. Talentet er der ubetinget, men nerverne kan ikke klare det.

Det kan virke paradoksalt, at Victor Borge er mere tryg ved at gå ind foran måske 100.000 mennesker uden at vide, hvad der skal ske de næste timer, mens han ikke kan klare at spille et stykke musik, han og orkestret har øvet. Men sådan er det:

»Hvis jeg skal gøre noget, der afhænger af at være planlagt, så bliver jeg nervøs. Jeg var skrækslagen, når jeg skulle spille koncert eller spille alvorligt,« siger Victor Borge selv senere om årsagen til, at han ikke blev koncertpianist.

Det var nu nok udmærket. For verden, men også for Victor Borge, der så havde skullet dele rampelyset med andre, blændende koncertpianister. Hvor Victor Borge er »the one and only«.

Nu har han fået en biografi. Han ville sikkert blive rasende på den, men den tjener ham altså til ære. For med Jacob Wendt Jensens langtfra rosenrøde billede af verdensstjernen får vi en stærkere og mere væsentlig beskrivelse af, hvor meget det, der på scenen så legende let og muntert ud, krævede af manden bag. Dermed bliver historien om Victor Borge også en vigtig historie om de krav, der er til eliten i international underholdning.

Rikke Rottensten er journalist og forfatter.

Titel: »Victor Borge – mennesket bag smilet«.
Forfatter: Jacob Wendt Jensen.
Sider: 388.
Pris: 299,95 kr.
Forlag: People’s Press.