Nu bliver vil alle rigere. Til september forøges danskernes samlede produktion, bruttonationalproduktet, med 10.000 kr. per snude. Men selv om budskabet luner, så bliver det svært at mærke reelt i privatøkonomien. Der er nemlig tale om, at opgørelsen af bruttonationalproduktet ændres, så det kun er på papiret, vi bliver rigere.
»Årsagen til den større velstand skyldes nemlig udelukkende, at EU landene i næste måned begynder at opgøre bruttonationalproduktet (BNP) på en ny måde – den såkaldte ESA 2010 standard,« skriver cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea.
Den største forskel fra den nuværende til den nye metode er, at virksomhedernes udgifter til forskning og udvikling fremover bliver betragtet som en investering og ikke blot som hidtil en udgift.
»Det alene vil løfte EU’s BNP med næsten 2 procent. Desuden vil militære udgifter til erhvervelse af våbensystemer og deres fremføringsmiddel fremover blive opgjort som en investering, ligesom aktiviteter som handel med narkotika og prostitution vil indgå i bruttonationalproduktet. Det er selvfølgelig kun ret og rimeligt eftersom aktiviteterne involverer økonomiske transaktioner og leverancer af serviceydelser,« skriver Helge Pedersen.
