Det kan godt være, de bliver kaldt sandkasseselskaber af konkurrenterne, og de er nogle af de nye børn i klassen, men Qatar Airlines og Emirates er på få år gået fra at have nul afgange til Danmark til at være solide selskaber i Københavns Lufthavn.
Fra december vil de to selskaber sammenlagt have næsten 16.000 sæder ind og ud af Københavns Lufthavn ugentligt, når de udvider med større fly og flere afgange. Det skriver luftfartsmediet Check-In.dk onsdag.
Qatar Airways startede som det første af de to op i 2010 med rute til København. Den rute, som flyver mellem København og hovedstaden i Qatar, Doha, udvides nu endnu en gang. Tirsdag offentliggjorde Qatar Airways, at de fra den 2. december vil flyve to gange dagligt mellem København og Doha, hvor de i dag flyver 11 gange om ugen.
De vil flyve med deres Boeing 787 Dreamliner-fly, som de også bruger i dag.
Flere og større fly
Det bliver altså endnu nemmere at komme til ørkenstaten, eller at bruge Qatar som mellemstation videre mod en lang række destinationer især i Asien eller Afrika.
Også Emirates vil udvide fra december på deres rute til Dubai. De annoncerede tilbage i april, at de fra 1. december vil bruge deres helt nye Airbus A380-dobbeltdækkerfly, som har hele 615 sæder. Det er næsten 200 pladser mere end i det fly, de bruger i dag.
Alt i alt vil der være 15.722 sæder ud fra og ind til København fra de to selskaber, og så kan man vel næppe snakke om de nye drenge i klassen længere. De nye drenge er i hvert fald vokset et par hoveder.