Der er optræk til en hed sommer - i hvert fald hvad konkurrencen om at levere den bedste korttjeneste til mobiltelefoner angår.
Når Apple skyder årets udviklerkonference i gang d. 11 juni, ventes selskabet at afsløre sin egen kort-tjeneste, der ser ud til at blive en integreret del af det kommende iPhone-software, iOS6. Apple har, siden den første iPhone blev lanceret i 2007, lænet sig op ad Googles kortjeneste, Maps, i en række produkter - herunder iPhone, iPad, men også fotoprogrammet iPhoto.
Manglen på en egenudviklet kort- og navigeringsløsning har i nogle år betydet, at iPhonen har fremstået som en af de ringest udstyrede smartphone på markedet, hvad kortfunktioner angår. Og da Google for få måneder siden annoncerede, at det fremover skulle koste penge at have stort forbrug af Google Maps, gik der ikke længe, før Apples vej væk begyndte.
Gratis kort
iPhoto til iOS er allerede gået væk fra Google Maps, og bruger nu i stedet gratistjenesten Openstreetmaps, og Apple har tidligere investeret i selskaber, der udvikler egne kort- og navigationsløsninger, og som nu rygtes klar til at blive sendt på markedet sammen med iOS6.
Google kommer dog Apple i forkøbet, og har onsdag i næste uge inviteret pressen til et kig på næste generation af Google Maps, og på, hvad der i øvrigt er i støbeskeen til månederne, der kommer.
Google Maps bliver løbende mere og mere avancerede, og Googles Android-mobiler tilbyder i dag glimrende stemmestyrede navigationsfunktioner, der til en vis grad kan erstattet den faste bil-GPS. Blandt andet har integrationen af Googles gadevisningstjeneste tilført Google Maps noget særligt, hvor man kan se rigtige fotos af den vej, man skal køre - mens man kører.
Hidtil har det dog kun i meget begrænset omfang været muligt at hente kort ned på mobilen på forhånd - og forbindelse til internettet har dermed været et krav. Det er især et problem i udlandet, hvor brugerne bliver flået for dataforbrug, hvis de bruger deres Android-mobil som GPS.
Google har ikke selv sagt noget om, hvad der kan forventes lanceret på pressemødet, men en åbenlys mangel er netop muligheden for at downloade kort på forhånd.
Hverken Apple eller Google har dog på nuværende tidspunkt mobil-kortprodukter, der kan konkurrere med den gamle mobilgigant, Nokia. Den pressede finske virksomhed købte for år tilbage selskabet Navteq, og har dermed fortsat et stort forspring, hvad kort- og navigeringsfunktioner angår.
Nokia har i nogle år tilbudt brugerne gratis kort over hele verden, som man kan hente til mobilen inden køreturen, hvilket betyder, at mobilen helt kan erstatte den faste bil-GPS.
Også uden for mobilgiganternes domæner, foregår der intens udvikling. Det gælder ikke blot hos Garmin, TomTom og de andre GPS-producenter, men også hos det gratis og frie OpenStreetMap-projekt, der til stadighed vokser i omfang og relevans. Flere apps til både iOS og Android bruger i dag OpenStreetmaps til navigation.
