Selvom street food har eksisteret længe, er det først inden for de seneste år, at gademaden for alvor er blevet et folkeligt hit.

Først slog Copenhagen Street Food dørene op på Papirøen og herefter ultra populære Kødbyens Mad & Marked. Så fulgte det omrejsende koncept Rebel Food og sidenhen mad-, musik- og hyggekonceptet Little Copenhagen.

Gastrotrucks med en knivspids kultur

Den kommende weekend lanceres så Københavns nyeste skud på street food-stammen. Det hedder Hej KBH og er en ny samling gastrotrucks, der vil turnere byen rundt sommeren igennem.

I alt rammer Hej KBH 10 forskellige pladser med intet mindre end 50 eventdage og 20 koncerter i løbet af de kommende sommermåneder. Arrangementerne krydres med gratis oplevelser som f.eks. sport, sejlads og andre former for kultur- og actionevents.

Efter Højbro Plads går turen til Amager Strand, Islands Brygge, Bertel Thorvaldsens Plads, Christiansborg Slotsplads, Halmtorvet, Israels Plads, Havnegade, Den Røde Plads og Regnbuepladsen. Datoerne kan du finde via Hej KBH's Facebook-side.

Spis hos René Dif

Når Hej KBH lanceres fra den 20.-21. juni, sker det med et mindre premiereudvalg på fem forskellige madvogne, samt en mobil bar med drikkevarer.

Du kan købe brød og kager hos Lauras Bakery, autentisk mexicanermad hos TacoPop og smage rustikke, nordiske bagels hos Bagels by Juul. Herudover stiller den nykårede vinder af "Masterchef: Mig og min kok!" - den tidligere AQUA-førsteelsker René Dif - op med sin nye mexicanske food truck.

Du kan også snacke libanesiske lækkerier i vognen hos Manzel, som til hverdag er en restaurant i Fiolstræde, der drives af folkene bag det etstjernede Michelin-spisested Kokkeriet.

Både lørdag og søndag vil du kunne spise dig igennem den lille håndfuld food trucks, men om løragen vil der blive skruet ekstra op for festlighederne. Her får vognene nemlig selskab af DJ's og lokale bands dagen lang.

Hvad: Hej KBH
Hvor: Premiere på Højbro Plads. Herefter turnerer de rundt i byen i løbet af sommeren.
Hvornår: Kl. 12-22 lørdag den 20 juni og kl. 12-21 søndag d. 21. juni. (Premieredatoen var oprindeligt fredag d. 19. juni, men er blevet rykket en dag grundet dårligt vejr.)
Hvordan: Gratis entré. Læs mere om Hej KBH's turnéplan via Facebook.