Flere store kunder i Novozymes' vigtige vaskemiddelforretning har haft problemer i andet kvartal og det rammer også Novozymes, der leverer enzymer til vaskemidler. Novozymes voksede i årets første to kvartaler med fire procent organisk, og holder sig lige akkurat inde i det vækstspænd, topchef Peder Holk Nielsen har lovet sine aktionærer, på fire-seks procent vækst i år.
Samtidig er der dog kraftig modvind på valutafronten, så i målt i danske kroner går Novozymes faktisk fire procent tilbage. Det giver en omsætning på godt 7 milliarder kr., hvilket er lige godt 200 mio. kr. mindre i første halvår i år sammenlignet med samme periode sidste år. Alligevel fastholder Novozymes forventningerne. Det fremgår af halvårsregnskabet, der er offentliggjort fredag morgen.
