DAVOS: Når man kører op ad bjerget til den schweiziske alpe- og ski-by Davos, er det som at køre på skiferie. Udenfor er det mørkt, indtil man kommer op i dalen, hvor sneen lyser op. Men når man kommer ind i byen, er det alt andet end familieferie.
I denne uge har World Ecoonomic Forums årsmøde indtaget alpebyen. Først skal det tjekkes, om bilen har en tilstrækkeligt lav CO2 udledning til, at den må køre ind i WEF-området. Og det selv om de fleste af deltagerne er kommet ind med fly. Men det er blot en af de mange modsætninger man møder her. Når man kommer ind er der sikkerhedstjek overalt og en mærkelig, næsten kaotisk, blanding af mennesker i alle farver og størrelser, som vandrer rundt mellem møder og konferencer iført vintertøj, støvler og en WEF-taske.
Så hvorfor er Novozymes med til WEF mødet?
Årsmødet i World Economic Forum skaber et rum, hvor mennesker, holdninger og ideer fra hele verden mødes, og evner man at organisere de tre dages ophold i Davos, har man mulighed for at påvirke, lytte, blive inspireret og møde partnere og for den sags skyld også modstandere. Jeg tror ikke, der træffes mange beslutninger disse dage i Davos, men diskussionerne påvirker beslutninger, som træffes efterfølgende. Både i virksomheder og regeringer.
Så det kan være rigtigt værdifuldt at være her, men jeg må indrømme, at det også kan føles frustrerende ineffektivt en gang i mellem.
Behersket optimisme!
Udmeldingerne denne første dag indikerer en større optimisme end sidste år. Der er en tro på, at væksten kommer tilbage, og at vi får overskud til at tage fat på de væsentlige diskussioner som f.eks. bæredygtighed, specielt i vores energiproduktion og fødevareproduktion. Begge dele optager Novozymes meget, og vi deltager aktivt i diskussionerne. Vi er med til at fortælle politikere og andre virksomheder, at det kan lade sig gøre både at have vækst i velfærd og blive mere bæredygtig samtidigt.
Mange tror, at vækst og bæredygtighed er hinandens modsætninger, men vores erfaring er, at vækst er en forudsætning for bæredygtighed. Og bæredygtighed er en forudsætning for fortsat vækst. Men det sker kun, hvis vi investerer i de teknologier, der skal bruges, og hvis vi har modet til at forandre.
Den kogte frø
Det siges, at kaster man en frø i kogende vand, hopper den straks op af gryden, men lægger man den i koldt vand og tænder for blusset, lader den sig koge. Selv om vi ikke koger frøer, kan vi nok genkende historien. Vi accepterer ting, som sker langsomt men var vi blevet kastet ud i det, havde vi straks sagt nej og havde reageret. Mødet i Davos er en god anledning til at tænke over om man selv, virksomheden eller de samfund, vi lever i, er ved at blive kogt langsomt.
Så hvordan skal vi reagere? Hvordan skal vi udvikle os selv, virksomhederne og de samfund, vi lever i?
Mens det diskuteres i Davos, er verden kommet én dag tættere på 9 milliarder mennesker i 2050, som til sammen vil kræve ca. 70 procent mere af alt, og vi er én dag tættere på at passere den kritiske grænse for global opvarmning i 2020.