For en måned siden forsvandt den 16-årige Sigrid Giskegjerde Schjetne på vej hjem fra en veninde. Siden har det været et mysterium, hvad der præcis skete natten til den 5. august, hvor pigen sidst blev set.

Men nu er politiet kommet flere skridt nærmere i deres efterforskning. Mandag aften fandt de liget af en ung pige i udkanten af et skovområde ved Kolbotn syd for Oslo. Og tirsdag klokken 18.00 bekræftede Oslo Politi, at det er den unge pige.

- Vi bekræfter, at det er Sigrid Giskegjerde Schjetne, der er fundet dræbt. Hun blev fundet i nat. Identiteten blev bekræftet i eftermiddag, og familien er blevet underrettet, lød det fra politiinspektør Hanne Kristin Rohde på pressemødet ifølge bt.dk.

- Fundet af Sigrid er et gennembrud i forsvindingssagen. Nu står vi over for en drabssag. Men vi kan lige nu ikke komme ind på nærmere detaljer om obduktionen, og vi kan heller ikke sige mere om hændelsesforløbet, sagde hun efterfølgende og var i det hele taget meget sparsom med nye oplysninger i sagen.

Hun bekræftede dog, at politiet har anholdt to mænd i sagen på henholdsvis 64 og 37 år. Sidstnævnte er i forvejen kendt af politiet.

Sigrid forsvandt, da hun var på vej hjem fra en veninde få kilometer fra, hvor hun boede. Norsk politi rykkede ud med flere mand og hundepatruljer, der sammen med ambulancer og Røde Kors ledte intenst efter den pigen, der aldrig kom hjem som aftalt. Men først nu er Sigrid fundet 10-12 kilometer syd for sin bopæl i byen Kolbotn.

Allerede inden pressemødet kom det frem i det norske medier, at en 64-årig mand og en 37-årig mand var blevet pågrebet af hundepatruljer og beredskabstroppen i en væbnet politiaktion. Ifølge lokalavisen Østerlandets Blad blev aktionen sat i værks efter et konkret tip i Sigrid-sagen. Ifølge politiet er begge sigtet for drab eller medvirken til drab, og de sidder nu til afhøring hos politiet.