Det anerkendte svenske dokumentarprogram ’Uppdrag Granskning’ har lagt sig ud med en af de største legender inden for langrendssporten. I programmet ’Blodracet’, der blev sendt i aftes midt under langrends-VM, bliver der stillet spørgsmålstegn ved de blodværdier, som en række af de mest succesfulde langrendsløbere havde under de store mesterskaber tilbage i 90erne.

Blandt de navne, der bliver sat under mistanke, er den norske supermand Bjørn Dæhlie, der i sin lange karriere vandt otte olympiske guldmedaljer og ni verdensmesterskaber samt en række sølv- og bronzemedaljer.

Den svenske professor og dopingjæger Bengt Saltin giver i programmet udtryk for, at det var umuligt at vinde medaljer i langrendssporten i 90erne uden at være dopet, og han får opbakning fra den danske læge Rasmus Damsgaard, der tidligere har arbejdet for Bjarne Riis’ cykelhold, og som i dag leder antidoping-arbejdet i det internationale skiforbund, FIS:

»Det var ikke vanskeligt at dope sig i 90erne, for grænseværdierne var anderledes og meget, meget høje,« siger Damsgaard i programmet, hvor man bliver præsenteret for hæmoglobinværdierne fra en række af medaljevinderne fra VM i 1995 i Thunder Bay.

»Alle medaljevinderne i Thunder Bay havde en blodværdi på over 17,5,« siger Rasmus Damsgaard i udsendelsen.

Kasakhstaneren Vladimir Smirnov, der vandt tre guldmedaljer ved VM i 1995, var helt oppe at ringe på 19,8. Han forklarer sig med, at han havde ligget i højdetræningslejr inden mesterskaberne.

Rasmus Damsgaard afviser i udsendelsen, at man kan opnå den slags værdier på naturlig vis.

»Man kan ikke have 17 eller nærved 17 i gennemsnit. Det findes ikke. Det normale er 14,« fastslår Damsgaard.

Efter årtusindeskiftet er der kommet meget mere fokus på dopingbekæmpelse inden for langrendssporten gennem det biologiske pas. Her holder man øje med udøvernes værdier og slår ned på uforklarlige udsving i disse værdier. Siden det blev indført er hæmaglobinværdierne faldet væsentligt.

Dæhlie afviser beskyldninger

Den norske langrendslegende Bjørn Dæhlie siger i udsendelsen, at han ikke kender til, at han skulle have haft så høje værdier. Men efterfølgende har han forsvaret sig over for den norske avis VG:

»En normalværdi for mig er omkring 15,7. Jeg har ned mod 15 og op mod 17. Det har været mine variationer med alle årene med højdetræning,« siger Dæhlie og peger på, at han havde værdier under 16 ved vinter-OL i Nagano, hvor han oplevede karrierens bedste resultater.

»Jeg har aldrig fusket eller manipuleret med blod, jeg står med rank ryg i det her og er klar til at tale med alle om det,« siger Dæhlie, der føler sig hængt ud i den svenske dokumentar.

En anden norsk medaljevinder Erling Jevne bliver også sat i et kritisk lys. Ved vinter-OL i Salt Lake City gik han ifølge dokumentarudsendelsen fra at have 14,7 to måneder før legene til 17,0 under OL. Værdier, som Jevne ikke umiddelbart kan forklare i udsendelsen.

Blandt de øvrige langrendsløbere, som ifølge udsendelsen har haft mistænkelige værdier, er italienerne Silvio Fauner og Manuela di Centa samt norske Marit Mikkels- plass og svenskeren Lars Håland.

Det svenske og det norske skiforbund udsendte i går en fælles pressemeddelse, hvor man afviser påstandene i dokumentar-udsendelsen. Man mener, at man på grund af forskellige metoder og mindre præcist måleudstyr ikke kan regne med tallene fra 90erne, og at man derfor heller ikke kan konkludere, at langrendsløbere med høje værdier har været dopede. Samtidig konstaterer man, at elite-langrendsløbere har værdier langt over gennemsnittet i befolkningen, og at disse værdier yderligere kan være blevet påvirket af højdetræning.

Det er ikke første gang, at de norske langrendsløbere bliver sat under kritisk lys. Således kom en finsk dokumentar i november sidste år med kraftige beskyldninger om doping blandt de norske stjerner fra 90erne.