Franske Pernod Ricard har skilt sig af med en stribe danske spiritus-klenodier.

Køberen er norske Arcus-Gruppen, som har den svenske kapitalfond Ratos som hovedejer. Nordmændene betaler 103 millioner euro - ca. 766 millioner danske kroner - for fire danske spiritusmærker samt produktionsfaciliteterne i Aalborg.

"Pernod Ricard har indgået en aftale med Arcus-Gruppen om salg af de danske akvavitmærker Aalborg Akvavit og Brøndums, det tyske mærke MalteserkreuzAquavit og det danske bittermærke Gammel Dansk," skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Selv er Arcus bedst kendt for mærket Linie Akvavit.

Pernod Ricard købte de danske mærker i 2008, men begrunder nu frasalget med, at virksomheden i fremtiden vil fokusere på koncernens internationale mærker.

”Denne aftale følger Pernod Ricards globale strategi og sikrer, at der sættes fokus på vores unikke portefølje af stærke internationale brands her i Danmark,” siger Fabrice Audan, bestyrelsesformand for Pernod Ricard Denmark i en pressemeddelelse.

Og dansk bitter og snaps har ikke været noget guldæg for Pernod Ricard.

I sit seneste regnskabsår offentliggjorde kæden danske division en halveret omsætning og en målsætning om at strømline forretningen frem for at satse på innovation inden for de traditionelle, danske spiritusmærker.