I Danmark ved alle, at nordmændene er sære. Ikke i en fordømmende forstand, for i den skandinaviske søskendeflok har vi nu engang alle vore roller at spille: Vor svenske storebror som den alvorstunge sværindustrielle formalist, danskeren i midten som nordens ironiske men dybt depraverede levemand, mens nordmanden er den både omgængelige og sære, men måske også lidt for naturglade og velhavende lillebror.

Nok har TV-serier som »Lilyhammer« og Knausgaards roman »Min Kamp« sat Norge på et globalt publikums kulturelle verdenskort. Men nordmændenes voldsomme hang til uendeligt lange og aldeles plotløse TV-produktioner uden antydning af spændingskurve er imidlertid også nået ud over landets grænser og har afsløret familiehemmeligheden om broderfolkets nationalkarakter.

Live broadcast af brændende trækævler

Fænomenet er kendt som slow TV, og i løbet af de seneste par måneder er det blevet grundigt beskrevet af globale journalistiske flagskibe som The New York Times, Washington Post og det intellektuelle magasin The New Yorker.

Slow TV fik sin debut i 2009 med NRKs udsendelse »Bergensbanen – minutt for minutt«, hvor seerne, som titlen indikerer, kunne følge hvert minut af den ni timer lange togrejse fra Oslo til Bergen. Hovedparten af rejsen var filmet fra lokomotivet, mens tiden, hvor toget kørte gennem rutens 108 tunneller, blev udfyldt af antageligvis medrivende arkivklip fra banens hundredårige historie.

Mere end halvdelen af den norske befolkning kiggede på et tidspunkt med på togrejsen.

Efter denne forrygende seersucces, gik det slag i slag. Først fulgte »Hurtigruten – minutt for minutt«, hvor seeren kunne følge den spektakulært langsomme færge »MMS Nordnorge« snegle sig af sted på sin 134 timer lange tur fra Bergen i syd til Kirkenes i nord.

Derpå kom »Nasjonal vedkveld«, hvor man kunne følge 12-timers live broadcast af trækævler, der brændte. Men da brændende træ som bekendt i høj grad er en mandeting, lancerede NRK kort efter det feminine modsvar, »Nasjonal strikkekveld«, hvor seerne direkte kunne følge ulds højdramatiske vej fra får til færdigstrikket sweater på blot 12 timer. I »Lakseelva« kunne seerne følge 18 timers laksefiskeri, hvilket en repræsentant for NRK dog til The New York Times erklærede for »en anelse kort«.

I samme grundige og nysgerrige artikel om fænomenet spørger den undrende amerikanske journalist en producer for NRK, hvorfor slow TV er så fantastisk. TV-manden fortæller, at det langsomme tempo skriver nye dynamikker og henviser til en ti minutters sekvens fra »Hurtigruten«, hvor man ser en ko gå på en strand som et dramatisk højdepunkt.

»Vil koen fortsætte med at gå? Vil den stoppe? Det ved man ganske enkelt ikke. Og det er spændende.«

Men den store internationale opmærksomhed, der er blevet rettet mod nordmændenes hang til diverse varianter af pausefisk-lignende transmissioner, har dog indtil videre ikke afskrækket nationen, der stædigt fremturer. Så sent som i november sendte NRK udsendelsen »Salmeboka – minutt for minutt«, hvor mere end 200 kor non-stop fremførte hele den norske salmebog over 60 timer.