Der er meget ledelsesinspiration at hente i den nordiske madbevægelse. De nordiske pionerer har nemlig skabt et nyt gastronomisk sprog, som gør det muligt at formidle og kommunikere de kulinariske oplevelser på en ny og anderledes sanselig måde. »Nathøstede ramsløg og friskpillede kørvel i honningglasserede zen-tomater fra den østligste side af Anholt«. Lad os skabe et tilsvarende sanseligt ledelsessprog.
Den nordiske madbevægelse bygger på et manifest skabt af 12 fremsynede nordiske kokke tilbage i 2004. Et manifest, der satte fokus på sunde, fornuftige, holdbare, lokale, bæredygtige og logiske holdninger til mad, råvarer og forarbejdnings-metoder. Et manifest, som blev det grundlag, som senere viste sig, at blive ståstedet for en række førende kokkes udvikling af det nordiske køkken. Kokke som Erwin Lauterbach, Claus Meyer, Rene Redzepi, Rasmus Kofoed, der udviklede ikke alene en ny sammenhæng i maden, men som også kunne formidle årsagerne og værdierne bag den nye nordiske mad.
Den nordiske mad forblev ikke blot en bevægelse med fokus på råvarer, forarbejdning og madens udseende. Det blev også en historie om molekyler, ernæring og bæredygtighed. En historie om velsmag, sanselighed og madlyst. En fortælling om natur og kultur på vore breddegrader.
Den nordiske madbevægelse har evnet at vokse i omfang og indflydelse. Nu er det ikke længere blot en kommunikationsplatform for stjernekokke. Det er en koalition af store flokke af kokke og madentusiaster, som i fællesskab understøtter og udvikler det nordiske køkken. Det nordiske madparadigme fører kontinuerligt til nye restauranter, nye opskrifter, nye menuer. I Danmark, Skandinavien. I Europa. I Verden.
Vi oplever derfor en gastronomisk udvikling i verdensklasse. Adskillige nye Michelin-dekorerede restauranter. Galopvækst i den gastronomiske turisme og en ny dimension i Danmarks internationale brand. Nordisk mad med tiltrækningskraft som Den lille Havfrue og Tivoli.
Vi kan skabe en tilsvarende bevægelse inden for ledelse. Som med maden, råvarerne og ingredienserne handler det om at drage nytte af de helt usædvanlige lokale råvarer, der findes i form af mennesker i Danmark. Det handler om at skabe nye fortællinger om det, der gør dansk ledelse unikt og særegnet. Ligesom med den nordiske mad har vi særlige forudsætninger: Vi er fleksible og ansvarsfulde. Vi er veluddannede og handlingsrettede. Vi er – stort set – lige og har – stort set – de samme værdier, holdninger og livsanskuelser. Vi er ikke-autoritetstro og vi har kort magtdistance. Vi er uformelle, og vi har nemt ved at forstå hinanden. Disse ingredienser har ført frem til, at vi opnår de bedste resultater gennem tillid- og værdibaseret ledelse. Mennesker betyder mere end systemer.
Kokkene begyndte at kommunikere. Formidlede og inspirerede hinanden på et praktisk og konkret niveau. Hvad gør vi? Hvad kan vi? Hvad vil vi? Det kunne ledere sådan set også gøre. Hvordan driver vi god dansk ledelse? Hvad kan vi udvikle det til og hvad drømmer vi om at gøre?
Kokkene så hinanden som kolleger og havde en åben indstilling til at dele viden, også selv om der bestemt findes både stjerner og primadonnaer blandt kokkene. I relation til ledelsesbranchen bør alle ledere være kolleger. Måden vi driver ledelse bør være en åben proces, hvor vi gensidigt hjælper og inspirerer hinanden til at opnå de bedst tænkelige resultater.
Kokkene opbyggede et nuanceret sprog med detaljer, følelser, og sanselige historier. Det kan ledere også, men det betyder, at vi skal til at sætte mange flere ord og nuancer på det vi gør. Søge ind i kernen af ledelsesfunktionen og formidle historierne derinde fra. Så vil den ene historie inspirere andre til at gå videre.
Kokkene gjorde fortællingen international og skabte international interesse for nordisk mad. Og på lignende vis kan danske ledere skabe en global interesse for den danske ledelsesform, der er unik.
Kokkene skabte netværk ud fra en fælles forståelse af, at der skal mange til at skabe en stor koalition. Og sådan kan en stor koalition for god dansk ledelse også anskues. Jo flere der deler sine erfaringer, jo klogere bliver vi og jo bedre vil vi klare os.
Dette vil eksempelvis give anledning til følgende ledelsesmenu:
Forretten er »en dynamisk organisationsmodel tilsat et stænk motivation og en knivspids entusiasme. Lad retten sprudle indtil årsresultatet viser massiv fremgang og kombiner dernæst med en god portion ansvarlighed. Lad derefter retten trække til den er stærk og stabil. Server retten med energi og glæde«.
Til hovedret serveres »en sprød projektorganisation med lokal forankring i en innovativ iværksætterkultur. Retten garneres med en højt prioriteret kommunikationsindsats og leveres gennem en ledelseskultur med fokus på kreativ udfoldelse, talentudvikling og en delikat high performance kultur«. Retten serveres med commitment og indlevelse.
Til dessert serveres »en passioneret ledelsesmodel med individuelle præferencer for alsidighed, mangfoldighed og diversitet. Desserten udvikles gennem en respektfuld og ansvarlig indsats og med kurs i retning af et særskilt højt motivationsniveau«. Retten serveres med begejstring og lyst.
Dansk ledelse. Vi har mange flere ikoner end Novo, Lego, Jysk, Matas. Og Noma.
Go søndag!