På mange fronter trækker det op til et retsligt efterspil mod ledelsen i det krakkede OW Bunker, og tidligere direktør i OW Bunker, Jim Pedersen, har nu hyret sin advokat.

Det bliver John Korsø Jensen, der tidligere har repræsenteret Nordisk Fjer.

Det skriver TV2 Finans.

"Jeg har haft en række drøftelser med Jim Pedersen i løbet af den sidste uges tid i forbindelse med hele den omtale, der har været af de problemkredse i OW Bunker, og givet ham det råd, at han ikke skal udtale sig til pressen på nuværende tidspunkt, da det ikke tjener noget formål, som jeg ser det, siger John Korsø Jensen til TV 2 Nyhederne.

Advokaten mener desuden, at en del af den mediedækning, hans klient har fået, har været forkert. Men John Korsø Jensen vil dog ikke nævne konkrete eksempler.

Skandalen i OW Bunker, der kulminerede med selskabets konkurs i sidste uge, er af flere aktører blevet sammenlignet med skandalen i Nordisk Fjer i omfang, og bliver der altså også en genganger i den juridiske del af sagen.