»Overordnet set ser regnskabet ikke specielt godt ud. Når man så graver lidt i det, er det fordi deres telefoner sælges til lavere priser, end jeg og de andre analytikere havde ventet. De sælger nogenlunde det antal, man havde regnet med, men de er nødt til at agere i forhold til de konkurrencemæssige tiltag, man ser i markedet, og det er, at telefoner med Android-styresystemer bliver solgt til lavere og lavere priser,« siger Morten Imsgard.
Nokia sælger 53,7 millioner almindelige mobiltelefoner og 7,4 millioner af de smartphones, som danne rgrundlag for fremtidens indtjening. Det er færre end i andet kvartal 2012, men en forbedring i forhold til årets første tre måneder.
Netop smartphonen Lumia er Nokias store satsning.
»Noget af det, der er afgørende i dag, er at man løfter salget af Lumia, til 7,4 millioner, og jeg havde forventet 7,5 millioner, så det er godkendt. Det vidner om, at man får udbredt modellerne til flere markeder, og for at kunderne i stigende grad får øjnene op for alternativer til iPhone og Samsung. Det klare alternativ er Nokia og Microsoft.«
På vækstmarkederne er det producenter af telefoner i den helt billige ende af skalaen, der tvinger Nokia til at sælge billigere.
»En anden faktor er, at der er mange no name-producenter, som spytter ekstremt billige telefoner ud i Indien og Kina, og det presser Nokia til at sætte deres billigste telefoner ned,« siger Morten Imsgard.
Microsoft skal op i gear
Nokia anden store udfordring er udviklingen. Selskabet har selv sat fuldt skub under hardware-udviklingen, senest med Lumia 1020, som har et kamera på hele 41 megapixel, men er afhængig af, at Microsoft, som producerer styresystemerne, gør det samme.