Nokia henter den tidligere topchef for den finske spilsucces Angry Birds ind til at stå i spidsen for salget af de kommende mobiltelefoner, når den finske mobilkæmpe snart genoptager produktionen.
Pekka Rantala bliver marketingsdirektør for HMD Global, som er det selskab, der skal relancere Nokia-telefonerne små tre år, efter at Microsoft købte hele produktionen. HMD skal producere telefoner og tavle-PCer med Googles Android som styresystem og med det velkendte Nokia-mærke præget på. Nokia har tidligere produceret enkelte Android-telefoner. Alt skal sælges gennem selskabet FIH Mobile, der ejes af taiwanske Foxconn Technology, som er verdens største fabrik til fremstilling af alskens dele til mobiltelefoner til alle de store producenter - fra Apple til Sony.
Hvornår de første Nokia-telefoner kommer på markedet, bevares endnu som en hemmelighed,
Klar til comeback
Nokia var i mere end et årti verdens største producent af mobiltelefoner. I begyndelsen af 2014 købte den amerikanske softwaregigant Microsoft for 40,5 milliarder kroner eller 7,9 milliarder dollars hele mobilproduktionen og retten til i en periode at producere nye telefoner under Nokia-mærket. Der gik dog kun kort tid, før Microsoft droppede Nokia-navnet.
Tidligere i år meddelte topchef Rajeev Suri fra Nokia, at den finske gigant er klar til at vende tilbage med sine egne smartphonetelefoner. Nokia er efter opkøbet i januar i år til 15,6 milliarder euro af sin fransk-amerikanske konkurrent Alcatel-Lucent nu verdens næststørste leverandør af mobilmaster og andet udstyr efter svenske Ericsson.
»Det kan ske i 2016, det kan ske senere,« sagde han i februar.
Dundrende fiasko med Windows-telefoner
Pekka Rantala, der kun var hos Angry Birds-selskabet Rovio Entertainment i et år, hvor han stod bag en omfattende fyringsrunde, har tidligere arbejdet i Nokia. Fra 1994 til 2011 var han ansat. Det var i 2011, at daværende topchef for Nokia, Stephen Elop, sendte sit efterhånden berygtede memorandum ud om, at Nokia stod på »en brændende platform« og derfor måtte lægge kursen helt om. Elop, som kom til Nokia fra Microsoft, valgte at indlede et tæt samarbejde med Microsoft og satse hele forretningen på at producere mobiltelefoner med Microsofts styresystem Windows for derved at skille sig ud fra de utallige producenter af Android-telefoner og fra Apples iOS.
Det blev, som de fleste ved, en dundrende fiasko. Windows-telefonerne ligger i dag på en global markedsandel på under to procent, hvor Android-telefonerne topper med over 80 procent, og iOS-telefonerne - i praksis udelukkende Apples egne iPhone-telefoner - ligger på omkring 14 procent. Utallige Windows-telefonkøbere har i vrede købt en ny telefon med et andet styresystem, fordi mange af de mest populære applikationer ikke er blevet udviklet til Windows - simpelt hen, fordi udviklerne ikke har fundet det umagen værd at kaste tid og penge i det, når publikum ikke var større.
Overhalet af en uventet iPhone
Nokias egen nedtur begyndte, da Apple tog alle på sengen i 2007 med sin første iPhone. Den åbnede vejen for smartphonemarkedet, som Nokia slet ikke var klar til og aldrig rigtigt nåede at omstille sig til.
I dag er sydkoreanske Samsung siden 2011 verdens største mobilproducent med en solid afstand ned til Apple som nummer to.
Microsoft skiftede i 2014 topchef, hvor Satya Nadella overtog efter Steve Ballmer, der stod bag købet af Nokias mobilproduktion, der i dag hedder Microsoft Mobile. I juli 2015 kastede Satya Nadella håndklædet i ringen og erkendte, at købet var en kæmpe fejltagelse. Microsoft nedskrev værdien af Microsoft Mobile med 7,6 milliarder dollars - omkring 95 procent af, hvad Microsoft oprindelig betalte. Siden har der stort set været lukket for nye telefoner under Lumia-mærket, som Nokia kørte Windows-telefonerne frem under.
Nokia annoncerede i april i år en stor fyringsrunde, hvor fagforeningerne forventer, at op til 15.000 stillinger skal skæres væk. Microsoft har også siden overtagelsen af mobilproduktionen skåret dybt i sin stab.
