Fyringen af endnu 10.000 medarbejdere hos Nokia kan risikere at suge den pressede, finske mobilgigant hurtigere nedad i dødsspiralen frem for at sikre, at Nokia overlever.
Nokias topchef siden efteråret 2010, den tidligere canadiske Microsoft-direktør Stephen Elop, udskrev i torsdags en fyreseddel til endnu 10.000 medarbejdere i et forsøg på at rette virksomheden op. Dermed har han i sin periode som topchef fyret 40.000 ansatte, efter at han lagde Nokias strategi fuldstændigt om og satsede alt på, at Microsofts mobilsoftware Windows Phone er vejen frem for Nokia.
Taget på sengen
Salget af Windows Phone-telefoner i Nokias Lumia-serie har imidlertid ikke udviklet sig nær så positivt som ventet, og Stephen Elop måtte samtidig med fyringsrunden annoncere, at Nokia ikke kan leve op til det forventede mobilsalg for sommeren, hvorfor Nokia nedjusterede igen.
Nokia blev taget på sengen, da først Apple og siden Google kom ind og skabte smartphonetelefonen som den stadig mere avancerede lommecomputer, den er i dag. I år blev Nokia slået af tronen som verdens største mobilproducent af Samsung, som har fået en stor forretning ud af sine smartphonetelefoner med Googles Android som styresystem.
»Folk ønsker, at Nokia skal have held med sin omstilling. Folk elsker varemærket, men de har brug for en undskyldning for at kunne gøre det, og den undskyldning er dét produkt,« siger direktør Peter Walshe fra Millward Brown, som måler varemærkers værdi, med henvisning til, at Nokia skal levere et revolutionerende produkt for at få folk til at spærre øjnene op og åbne tegnebogen for finnerne.
Nokia røg på den seneste Millward Brown-måling, »Brandz«, helt ud af de 100 mest værdifulde varemærker i verden.
Kreditvurdering nu helt i bund
Stephen Elop får ros for at have bragt Nokia op i tempo, så der ikke går så lang tid fra tegnebrættet til den færdige telefon, men Nokias pengekasse bliver dag for dag mere tom, og det bliver sværere og sværere for mobilgiganten at stå imod presset.
I fredags nedgraderede kreditvurderingsselskabet Moody's Nokia til »junk« (skrald). Det gør det meget svært for Nokia at låne flere penge. I forvejen har Moody's konkurrenter, Standard & Poors samt Fitch, nedgraderet Nokia til »junk«.
Den nye spareplan vil også gå ud over Nokias analyse- og udviklingsafdeling, og netop det ses som et muligt problem for Nokia, som er svært afhængig af at være endnu mere kreativ end konkurrenterne.
1.000 fyret i København
Nokias aktie nåede fredag det laveste punkt siden 1996, og alene i Stephen Elops direktørtid er den blevet 80 procent mindre værd.
Nokia lukkede sit udviklingscenter i København med omkring 1.000 højtuddannede ingeniører i forbindelse med omlægningen til Windows Phone sidste år . Hidtil har stort set ethvert Nokia-produkt været gennem danske hænder, før det kom på markedet. Nokia lukker og slukker i udviklingscenteret senest til nytår.
