Et vanvittigt projekt. Sådan tænkte mange, da operasangeren Jens-Christian Wandt for over ti år siden luftede idéen om at præsentere stjernedansere fra ballettens verden under åben himmel i den vindblæste natur ved Den Tilsandede Kirke i Skagen.

Men sammen med Johan Kobborg, der dengang var solodanser ved The Royal Ballet i London, fik den handlekraftige og optimistiske operasanger søsat projektet. Og allerede til den første forestilling i 2008, hvor der var 500 siddepladser og 500 ståpladser, blev alle billetter revet væk.