Lyden af kirkeklokker. Først som en stille kalden fra en enkelt klokke, der gav genlyd over slugten fra Ravello til min lille hvide altan i Scala i de syditalienske bjerge. Snart lød et kor af stemmer: Klokke efter klokke faldt ind og ringede ud i den tætte, sene eftermiddagsvarme.

Kirketårnenes store låger ud mod verden åbnedes med den tusind år gamle lyd, på én gang mørk og mættet – let og højstemt, næsten perlende. Samtidig lød alle landets øvrige kirkeklokker, jeg kunne ikke høre dem, men vidste, at de stille, stille løftede sig derude.