Regeringens udspil til stramninger af asyl- og udlændingepolitikken er kendetegnet af en række tiltag, som forekommer ubehagelige, men nødvendige, for at begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter, der søger asyl i Danmark. Blandt de mest ubehagelige er stramningen af mulighederne for familiesammenføring for mennesker med midlertidigt beskyttelsesbehov, som først får mulighed for familiesammenføring efter tre år mod i dag efter ét år. Enhver kan forestille sig, hvad så lang ventetid betyder for den pågældende familie. Men forslaget er logisk og nødvendigt. Et af mange formål med stramningerne er jo at bryde den automatik, som i dag betyder, at flygtninge i stort omfang bliver til indvandrere på permanent ophold i stedet for at rejse hjem, når forholdene tillader det. Det vil dette forslag medvirke til.

Men udover de barske dele af pakken rummer den forslag, som ikke alene er nødvendige, men også bør gennemføres, fordi de er aldeles rimelige og retfærdige. Det gælder forslaget om, at asylsøgere, der har pengene til det, selv betaler for deres ophold. Det gælder den skærpede adgang til at frihedsberøve afviste asylsøgere for at få dem til at medvirke til udsendelse. Og det gælder i særlig grad forslaget om at koble bistandshjælp sammen med landenes villighed til at modtage deres egne statsborgere, når de er blevet afvist. Ethvert land har pligt til at modtage egne borgere, og gør man ikke det, bør danske skatteborgere selvfølgelig ikke yde en eneste krone i bistand til det pågældende land. Den kobling burde være gennemført for mange år siden.

Spørgsmålet om grænsekontrol bliver ikke besvaret i denne omgang. Regeringen holder foreløbig fast i den pragmatiske tankegang, at så længe Danmark får færre asylsøgere ved at lade flygtninge og migranter rejse videre til Sverige, holder man grænsen åben. Når Sverige strammer yderligere, er regeringen nu omsider klar med planer for at håndtere den situation. Hvilket givetvis vil føre til dansk grænsekontrol. Det er på høje tid, at regeringen forbereder registreringscentre og tilvejebringer den nødvendige lovhjemmel til at kontrollere grænserne effektivt.

De seneste mange måneders tiltagende migrantpres på Europa har desværre afsløret, at EU ikke er i stand til hverken at kontrollere de ydre grænser eller de indre. Intet tyder på, at EUs store lande vil mobilisere den politiske vilje og tilhørende ressourcer, som er nødvendige for at genopbygge forudsætningerne for EUs åbne, indre grænser, nemlig kontrol med den ydre. Efter en forhåbentlig hurtig gennemførelse af de 34 forslag må regeringen derfor lægge planer for en mere langsigtet grænsekontrol, som bedst muligt skal sikre fri bevægelse for den legitime trafik og mindst mulig bevægelse for den illegale trafik, Schengen eller ej. Det bliver ikke nogen nem opgave.

Det vil styrke Danmark, hvis Socialdemokraterne kommer med. Regeringen bør derfor lytte til partiets ønske om at hjælpe kommunerne til ikke at skulle skære på velfærd som følge af indvandringspresset. Også det vil være ret og rimeligt i sammenhængen.