Ikke alene vil hovedpersonen, som er fængslet i Kina, ikke få lov til at rejse til Norge. Mindst 19 lande har af frygt for kinesiske repressalier bebudet, at de holder sig væk. Deriblandt en lang række nationer, som vi kæmper for skal indføre demokrati. Irak og Afghanistan har ikke modet til at møde op. De frygter som så mange andre, hvad Kina kan finde på. Så meget for demokratiet og ytringsfriheden. Kinas indflydelse internationalt har været stærkt stigende de seneste par år, og den kinesiske selvtillid er steget endnu mere. Overalt oplever man det samme. Kinesiske diplomater optræder i udlandet med en sikkerhed, som man ikke så tidligere. Når kinesiske diplomater opsøger udenrigsministerierne eller medierne i de lande, de er udstationeret i, så er det ikke længere med hatten i hånden. De dirigerer samtalen og er fuldt bevidste om deres nye magtposition. For tre år siden var de kinesiske diplomater forud for OL i Beijing ydmyge af frygt for Vestens reaktion på deres optræden i Tibet. I dag fortæller de direkte, at de glæder sig over, at menneskerettigheder ikke længere er et tema i de vestlige lande. Desværre har de ret. Det er ikke et emne, man ret mange steder bringer op på regeringsniveau. Men nogle er jo nødt til at skuffe kineserne. Og det gør vi gerne i medierne. Menneskerettighederne er stadig på programmet, hvad man kan se ud af den internationale dækning af Nobelkomiteens modige beslutning om at give fredsprisen til en fængslet systemkritiker. Men indrømmet. Det virker som om en række vestlige lande – tynget af deres gælds- og finanskriser – fedter for kineserne for at opnå eksportordrer. Den tocifrede kinesiske vækstrate kan redde de vestlige lande. Og så må kritikken af menneskerettighederne vente, til krisen er drevet over.

Det er bizart, at Kina i den grad kan dirigere rundt med en lang række lande, der i hvert fald på papiret hylder demokratiske principper og ytringsfriheden. Ét er de tomme stole i Oslo. Noget andet er den holdningsændring, vi oplever i Vesten i forhold til Kina. Der bliver gået på listefødder i forhold til menneskerettighederne. Også herhjemme vil det i dag formentlig være utænkeligt at forestille sig, at Tibets leder, Dalai Lama, igen ville blive modtaget af statsministeren på Marienborg. Midt under klimatopmødet sidste år udsendte Udenrigsministeriet også en klarificering af vores Kina-politik – et notat der vakte berettiget opsigt, fordi det var tydeligt, at præciseringerne gik ud på fremover at undgå at fornærme kineserne. Danmark lovede faktisk kineserne aktivt at gå imod Tibets selvstændighed. Da vi i forvejen støtter en et-Kina-politik, så kunne det kamoufleres som en præcisering af vores politik. Men tilføjelsen var en stramning, der viser kinesisk indflydelse også på dansk politik. Man kan mene, at så længe kineserne ikke generer os direkte, så er det ligegyldigt med menneskerettighederne. Problemet er bare, at så piller vi argumenterne for krigene i Irak og Afghanistan fra hinanden. Vi kan ikke kæmpe det ene sted for høje principper og blæse på dem andre steder. Så når Nobelprisen uddeles til en systemkritiker, minder det os om, at nogen stadig holder fanen højt. Det er godt for Vestens troværdighed i resten af verden. Uden Nobelkomiteen så det nemlig sort ud.