Smilehullerne var der stadig. Og Smilet. Det uforlignelige smil. Og de stålblå øjne. Åhhh, øjnene. Mørk, dekadent mascara og en sort blomst i håret.

I 1996 var jeg teenager og havde et mastodontisk crush på Nina Persson, sangerinden i svenske The Cardigans. En uforløst forelskelse, jeg vist aldrig helt er kommet mig over. Men det har vi det vist ok med, begge to. Altså, Nina og jeg.

Den svenske popinstitution har ikke udsendt nyt materiale i ti år. De har holdt en længere pause. Dvale. Men nu turnerer de igen. Og søndag eftermiddag på Tinderbox formåede Nina og gutterne atter at gøre mig tung om hjertet.

Men gensynet var ikke uden lidt grus i maskineriet. Men sådan er det jo oftest med den slags reunions.

Overvejende var svenskernes stramme og stilfulde popssange ældet med ynde. Men det var af og til lidt op ad bakke med fremførelsen af deres udsøgte og iørefaldende kvad. Ikke mindst grundet Nina, som virkede lidt akavet i sin rolle som frontfigur på scenen. Hun havde til tider vanskeligt ved at finde ståstedet mellem rollen som showdiva og indfølt fortolker af sine egne dybfølte og bittersøde sange.

En vis alvor
Sangerinden fremstod småfjern under leveringen af sikre popdelikatesser som »Erase/Rewind« og »Rise & Shine«. Men det store smil kom frem i de intime og countryprægede »You’re The Storm« og »For What It’s Worth« - begge fra det afdæmpede skilsmisse-mesterstykke »Long Gone Before Daylight«.

Smilet virkede dog en smule paradoksalt, da netop de numre er skrevet med det kuldsejlede forholds bitre og forvirrede følelser som kreativt brændstof. Derfor virkede det lidt mærkeligt at smilet var så bredt. Linjer som »For what it's worth I love you. And what is worse, I really do« bør leveres med en vis portion alvor af afsenderen. Ikke med et bredt smil. Så falmer budskabet. Og det selvom smilet er nok så kønt.
Men på den anden side, er da positivt, at Nina er kommet sig over bruddet.

{embedded type="node/feeditem" id="35371534"}

Siden fandt hun det rigtige ben at stå på. Den naive og eviggrønne popperle »Lovefool« blev serveret overbevisende. I den hjerteskærende »Communication« var smilet forstummet og sangen blev fremført med den alvor og indlevelse, som den fortjener. Og afslutningsvis racede powerpop-trumfen »My Favorite Game« sikkert i garagen, så man næsten helt glemte, at gensynet med Nina havde lidt malurt i bægeret.

Men hey, kærlighed har aldrig været det letteste i verden.

Hvem: The Cardigans
Hvor: Tinderbox, søndag.

Hør The Cardigans' bedste sange her: