Hvor meget og hvordan må en politiker påpege svære tider hos sine modstandere?
Det spørgsmål har rejst sig, efter at Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, tirsdag skrev, at »regeringen er i opløsning« da Søren Pind og Esben Lunde Larsen (V) kort efter hinanden meddelte, at de ikke længere ønskede at være ministre.
»Både Søren Pind og Esben Lunde Larsen ønsker, uden at have fået nye jobs, at forlade deres ministerposter. Lars Løkke Rasmussens regering er i opløsning,« skrev Wammen på Twitter umiddelbart efter, at nyheden om det dobbelte ministerexit var kommet frem. Det mødte stor kritik. Onsdag aften meldte også Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, sig i koret af kritikere.
»Vil nogen tage Nicolai Wammen med i skolen med “udvis format” på skemaet?,« lød det fra Egelund.
Men kritikken er helt forkert, mener Nicolai Wammen selv. Det er naturligt, at han som politisk ordfører for Socialdemokratiet kommenterer ministerafgangene, forklarer han.
»Jeg synes, det er helt på sin plads, at jeg siger, det er en svækket regering, der står tilbage efter at to ministre har taget deres gode tøj og er gået. Til LA’s ordfører må sige sige: Tør øjnene og kom ind i kampen.«
Nicolai Wammen, du skriver at regeringen er i opløsning. Hvad er dit belæg for at skrive det?
»Jeg mener, at det helt åbenlyst er en regering, der er metaltræt og som har opløsningstendenser, når to ministre uden at have fået et andet job eller uden at have andre tungtvejende begrundelse, vælger at sige, de ikke længere vil være en del af regeringen. Det er helt usædvanligt.«
Den forklaring køber Christina Egelund dog ikke. Hun mener, at Wammens kommentar både var under lavmålet og forkert.
»Wammen må skrive, hvad han har lyst til. Det ligger ham frit for. Men han skrev ikke, at regeringen var svækket. Han skrev, at regeringen var i opløsning. Det er noget af en overdramatisering, synes jeg,« lyder det fra LA’s politiske ordfører.
Christina Egelund, Nicolai Wammen kalder det en usædvanlig situation og siger, at det er derfor, han vælger at kommentere det. Hvad siger du til det?
»Nu er det ikke første gang i verdenshistorien, at et menneske vælger et karriereskifte eller får lyst til at prøve noget andet nyt. Jeg synes, at vi som kolleger skal udvise så meget format, at vi lægger den mavesure retorik på hylden i den her slags situation.«
Man kunne jo også bare lade sådan et tweet glide forbi. Hvorfor vælger du at tage den debat?
»Fordi jeg synes, den er vigtig. Jeg er bekymret for hvad den måde, som vi taler til og om hinanden gør ved vores demokrati og ved politikerleden. Vi kan tage de politiske slagsmål, når vi er uenige - og der kan bølgerne også godt gå højt - men her blev jeg nødt til at råbe vagt i gevær.«
Nicolai Wammen, du siger at Liberal Alliance skal tørre øjnene og skriver, at regeringen er i opløsning. Synes du, at dit tweet bidrager positivt til debatten?
»Jeg synes, at det er helt fair, at jeg påpeger at regeringen står svækket tilbage. Jeg skrev lige inden et andet tweet, hvor jeg ønskede god vind til Søren Pind. Der havde jeg ikke set nyheden om Esben Lunde. Jeg ser det ikke som en modsætning, at man ønsker Lunde Larsen og Søren Pind alt det bedste samtidig med, at man konstaterer at deres beslutning efterlader en regering, der er svækket, og som ser metaltræt ud«.
