Lad mig starte med at slå én ting fast: Det her er ikke en anmeldelse. For jeg kan på ingen måde sige noget relativt objektivt og fornuftigt om den popfest, jeg var med til i går aftes. Når man har siddet i kø blandt andre hardcore fans ni timer inden koncertstart, er man simpelthen på forhånd blevet for indspist.

Men for mine veninder og jeg havde det hele tiden været fuldstændig sikkert, at vi skulle i pitten til Rihannas popfest, koste hvad det ville - og i det her tilfælde var det altså ni timers ventetid. Vi var dog langt fra de første, der indtog køen, som havde været befolket af et par raske uge mænd siden torsdag nat!

 

Ni timers bitcheri

 

Ni timers venten i kø blandt unge tøser er næsten det samme som ni timers bitcheri. For køen, der spandt sig langt op gennem festivalpladsen, blev konstant forceret af utålmodige folk, der ikke gad at gå de ekstra fem meter udenom. De ni timer blev derfor domineret af vredesudbrud fra kø-pigerne og "slap nu af mand" fra de forbipasserende.

Heldigvis var vejret godt, humøret højt og hvidvinen dejlig. Og de ni timer gik egentlig relativ let og hurtigt. Men da Bobby Womack var gået af scenen, som efterfølgende skulle udfyldes af Rihanna, brød panikstemningen blandt kødeltagerne løs. Piger forsøgte at smutte ind i køen med undskyldningen "vi er altså kæmpe fans og har købt endagsbilletter bare for at se hende," men blev mødt af brølet "jamen, vi har siddet her i ni timer, så fuck jer!". Bitcherierne nåede nye højder, indtil en vagt køligt kom over og fortalte pigerne, at han altså ikke havde set dem i køen før, så de måtte hellere smutte.

Faktisk var panikstemningen så intens, at hegnet ind til pitten i venstre side nærmest blev væltet, så de mange hundrede teenagepiger tonsede skrigende ind og maste sig op i forreste hjørne. Først flere minutter senere blev publikum til den højre pit lukket ind, og der var nu ikke andet for end at lade tålmodigheden indfinde sig i den sidste halvanden times tid inden koncertstart. For veninderne og jeg var det ensbetydende med knæklys i hår og på håndleddene, juletræslyskæde på hovedet og hvidvinsbranderten i fuld flor.

Dronningen kommer fashionably late

Så blev klokken 22.30. Den blev også 22.35 og 22.40 - stadig uden noget spor af popdronningen. Først lidt over kl. 23 gik lyset, musikken og divaen i gang - en halv times forsinkelse, som muligvis kan udløse en bøde til hende for at fucke med festivalens program, der bl.a. betød, at Volbeats efterfølgende optræden på Orange også måtte rykkes frem.

Forsinkelse eller ej. Nu var hun her i en vanvittig kreation af en basketball-sparkedragt, der godt nok havde høj slids, men ellers ikke meget udsyn til bryst, ben og røv, som hun jo ikke plejer at være bleg for at vise frem. Men hold da fest, hvor kunne hun alligevel være sexet i den mærkværdige kreation. Der blev rystet røv til den helt store guldmedalje, og sexen drev næsten ned ad Oranges ikoniske telttæppe. Men sangene kendte vi egentlig ikke rigtig. Det var først med 6. nummer "You da one", at der blev taget fat på hendes ekstreme hitkatalog. Lidt ærgerligt at skulle vente så længe og i stedet være vidne til de første 20-30 minutters ukendte album-tracks, når nu netop damen har så uhyrligt mange hits.

Hitparaden skydes i gang

Selvom jeg er kæmpe fan af de reggae-ska inspirerede numre "Rude Boy" og "Man Down", som jeg er evigt taknemmelig for, at hun spillede, var det først midtvejs i sættet - med pophittet over dem alle "Umbrella" - at koncerten og festen for alvor gik i gang. Paraplyerne blandt publikum kom i vejret, og der var dømt fællessang til den store guldmedalje.

Efter den lidt sløje start flød resten af koncerten for mit vedkommende sammen i ren festekstase. Det ene hit afløste det andet, vi hoppede konstant med armene i vejret, og der blev viftet med knæklys og hjemmelavede hyldestskilte. Inden den korte pause før ekstranumrene satte hun fuldstændig trumf på med den hårdtpumpede hitkavalkade "We found love", "S&M", "Only girl (in the world), "Don't stop the music" og ikke mindst "Where have you been". Fem numre der gjorde, at man ikke tænkte over tid, sted, trætte ben, træt festivalkrop eller noget som helst andet. Kun bassen, ens hoppende krop og armene i vejret var i tankerne. Fem numre der gjorde, at jeg næsten følte, at jeg havde indtaget ulovlige stoffer og ikke bare en sød festivalshvidvin.

Festoplevelse i et andet univers

Ligesom man havde glemt alt om tid og sted, krop og bevidsthed, var hun væk. Men kom hurtigt tilbage med balladerne "Stay" og ikke mindst "Diamonds", der resulterede i den fineste festivalsfællessang, jeg længe har hørt. Storskærmen viste billeder af folk, der græd, og det var også meget fint. En næsten rørende blid afslutning på en koncert, hvor festen ellers havde været i højsædet.

Nu er det dagen derpå, jeg har læst mediernes anmeldelser og diskuteret koncerten med venner og kolleger. Ja, måske sang hun playback. Ja, hun kom en halv time for sent. Ja, hun nåede måske ikke ud til alle på pladsen. Men når man har stået i pitten og selv efter ni timers ventetid, har haft en festoplevelse som gør, at man nærmest føler sig hensat til et andet univers. Ja, så har man virkelig haft det fedt. Så tak Rihanna - dig vil jeg sgu gerne til fest med en anden gang!