Bret Stephens er en klog mand. Han er også konservativ. Og for læserne af New York Times er det meget at kapere på én gang.

For avisen har ansat Stephens som kommentator, og i weekenden skrev han sin første klumme, og straks var fanden løs. På Twitter trender et hashtag med titlen #showyourcancellation, hvor abonnenter skriver, at de har opsagt deres abonnement, og at de er harme over, at en avis som New York Times kan finde på at trykke ... den slags.

»Jeg har netop opsagt mit abonnement på New York Times. Jeg troede ikke, at I ville synke så dybt,« skriver Erica Verrillo. »Opsagt. Jeg vil fremover ignorere New York Times,« skriver Richard Pauli. Andre beskriver deres lange ventetid på at komme til at opsige abonnementet, fordi så mange ringede ind, og konkurrerende medier svælger i, hvordan en konservativ mening har ført til en læserstorm af opsigelser.

Så hvad havde Bret Stephens da skrevet? Hvis man skal tro kritikerne, havde han kastet sig ud i benægtelse af klimaforandring, og »det næste bliver vel holocaustbenægtelse,« tweetede en arrig eks-abonnent. »Jeg er tilhænger af videnskab. Hvis New York Times benægter videnskab, vil jeg ikke være med,« tweetede en anden.

Det var faktisk ikke, hvad Bret Stephens skrev. Faktisk skrev han en advarsel mod en 100 pct. og fuldstændig kritikløs accept af alle aspekter af videnskaben omkring klimaforandring. Her som andre steder gælder dialektikken om, at vi kun kommer videre, hvis vi forholder os skeptiske over for et argument, og han gav sin klumme den rammende og manende titel: »Climate of Complete Certainty« - »et klima af fuldstændig vished.«

Hvorefter mange abonnenter gladeligt besluttede sig for at løbe ind i bajonetterne og bevise hans pointe.

Løgn

Især under og efter det amerikanske præsidentvalg har den progressive politiske fløj patenteret en ide om, at højrefløjen er for tumpede mimoser. Trump-vælgerne er nødt til at søge i faktaskjul på medier som Fox News og Breitbart News og knuge sig til fake news på Facebook, og de kan kun færdes i et reservat uden afvigende meninger. Og eksemplerne er talrige, fra Pizzagate til benægtelsen af Russiagate, og det er ikke nødvendigvis løgn.

Men her er den dårlige nyhed, som reaktionen på Bret Stephens også indikerer, og som en ny meta-undersøgelse bekræfter: De progressive er ikke et hak bedre.

Neuroforskere fra bl.a. University of California har gennemgået 41 undersøgelser af politisk bias med over 12.000 respondenter, og - som de skriver - begge fløje anser hinanden for at være politisk forudindtagede og faktaresistene, og de bruger ofte samme udtryk om hinanden. Og de har begge ret, hvilket betyder, at de begge tager fejl, og når de anklager deres modstandere for at lide af »politisk afsindighedssyndrom,« så anklager de i virkeligheden også sig selv.

Forskerne plottede resultaterne af de 41 bias-undersøgelser ind i et punktdiagram, som viste en klar korrelation i reaktionerne blandt højre- og venstreorienterede respondenter. Undersøgelsen bekræfter »klart tilstedeværelsen af et politisk bias« hos højre og venstre, og begge fløje accepterer fortrinsvis argumenter, når de bekræfter deres allerede eksisterende holdninger frem for at udfodre dem.«

»Lalalalala...«

Det er ikke nyt, at højrefløjen lider af bias - der har været talrige undersøgelser, som bekræfter det - men det er nyt, at forskerne finder akkurat den samme bias hos venstrefløjen.

Men for Charles Murray vil det formentlig ikke være nyt.

I marts blev han inviteret til at holde en tale på et kendt amerikansk college, Middlebury College, men i samme øjeblik, han begyndte at tale, rejste en stor gruppe studerende sig og begyndte at overdøve ham. Bl.a. råbte de: »Charles Murray, go away. Middlebury says no way« og »racist, sexist, anti-gay, Charles Murray, go away.« Murray forsøgte at få ørenlyd, men kunne ikke, og efter 20 minutter meddelte universitetet, at Murray i stedet ville gå med en professor til et andet sted, og at de ville streame et interview.

Da Murray og professoren skulle til at køre, omringede studerende bilen, trampede på den og slog på den, de skubbede til Murray, og det hele udviklede sig truende - ind til han slap afsted.

Og hvad havde den 74-årige Murray gjort for at fortjene den behandling?

Ikke andet end at han mente noget forkert.

Murray er en fremtrædende konservativ socialforsker, som er mest kendt for sin bog »The Bell Curve.« Bogen er omdiskuteret, fordi Murray konkluderer, at f.eks. social baggrund og famileforhold ikke er en god prædiktor for succes i livet. Det er derimod intelligens. Uanset baggrund vil en intelligent person klare sig godt, siger han. Men sorte har generalt mindre succes i USA, og er Murrays argument dermed ikke socialdarwinistisk? Siger han ikke, at sorte er mindre intelligente end hvide og asiater?

Murray er ikke en popforsker - han har sine tal og tabeller i orden - og hans konklusioner er en diskussion værd, men det er dårligt nok en diskussion at råbe »hey hey, ho go. Charles Murray has to go.« Det er Bret Stephens om igen. Det er at holde sig for ørene og råbe "lalalalalala « for ikke at høre afvigende meninger, og alt sammen på et college, som ifølge én opgørelse er det fjerdebedste i USA og med nogle af de mest stræbsomme og begavede studerende.

Og - som et medie skrev - tilsyneladende også med nogle »af de værste snefnug.«

»Snefnug«

»Snefnug« er i det hele taget et af tidens store skældsord, som USA Today for nyligt beskrev. Skældsordet går tilbage til slavetiden i USA, men i sin moderne afart bliver det især brugt af højrefløjen og om progressive, »som tager anstød af alt, der politisk går dem imod,« og som er »overfølsomme og skrøbelige.« Den højreorienterede chok-mediefigur Ann Coulter blev f.eks. i sidste måned af-inviteret fra et møde på Berkeley, fordi universitet ikke mente at kunne beskytte hende, og den højreorienterede troll, Milo Yiannopolous, måtte i februar aflyse et møde samme sted. »Snefnug,« råbte kritikerne efter de studerende på Berkeley.

I Storbritannien florerer »snefnug« også i debatten om Holocaust. En kendte dekan - og tidligere ærkebiskop - Rowan Williams kræver holocaustbenægteren David Irvings bøger fjernet fra britiske universiteter, og Cambridge har allerede gjort det, skriver Guardian. Hans argument er, at det i en tid med nationalisme på fremmarch er alt for farligt at have den slags bøger stående fremme, og det fik i weekenden et rasende modspil fra en af verdens førende eksperter i nazi-tiden, professor Richard Evans. »Kan vi ikke tiltro studerende evnen til at tænke selv,« spurgte han i en tråd på Twitter. Universiteter skal fremme ytringsfriheden og evnen til kritisk tænkning og ikke være en ghetto af »sikre zoner« uden bestemte bøger og ord, skrev han.

Men hvis Evans har ret - og også uden for universiteterne: Hvordan undgår vi så de politisk »sikre zoner« og får både højre og venstre til at færdes i politisk mere usikre zoner, hvor de risikerer at møde ubekvemme synspunkter? Hvordan får vi f.eks. læserne af New York Times til i det mindste at acceptere, at Bret Stephens skriver i deres avis, og hvordan får vi Wall Street Journal til at ansætte en progressiv Bret Stephens som kommentator?

Nogle har foreslået »bedre data« og »mere uddannelse« som vejen frem, men forskerne bag den nye metaundersøgelse tror ikke på det. Der er intet i deres undersøgelse, som indikerer, at nogle af delene skulle hjælpe, skriver de. Der skal andre mekanismer til, og den proces begynder med, at begge side - både højre og venstre, konservative og progressive - erkender, at de lider af bias, og som de skriver:

»En helt afgørende første skridt er, at vi alle accepterer vores svaghed for at betragte verden på en måde, som bekræfter vores politiske overbevisning.«

At vi alle færdes lidt mindre i et klima af fuldstændig vished.