Selv siger René Schneider, at han har arbejdet hårdt på at bringe NeuroSearch i en situation, hvor selskabets aktiviteter succesfuldt var solgt fra og gælden afviklet.

»Der er vi nu, så bestyrelsens disposition har jeg stor sympati for, og den kommer naturligvis ikke som en overraskelse for mig. Selv om jeg har haft ansvaret i en turbulent tid, har jeg været glad for min tid i NeuroSearch. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at aflevere et selskab i pæn stand.«

NeuroSearch har den seneste tid været ude i et mediestormvejr, idet selskabet er anklaget for kursmanipulation. Det sker efter, at selskabet tilbage i 2010 udsendte en fejlagtig, positiv meddelelse om et studie af en medicinkandidat. Meddelelsen sendte kursen voldsomt op, og inden en opfølgende meddelelse blev sendt ud, havde Neurosearch-ledelsen solgt aktier for millioner. Efterfølgende er den tidligere administrerende direktør Flemming Pedersen som den eneste enkeltperson blevet sigtet i sagen.

Ifølge meddelelsen vil selskabet på et senere tidspunkt oplyse om, hvordan den fremtidige selskabsledelse vil se ud.