Nets har mere end fordoblet sin indtjening fra danskernes betalinger gennem Betalingsservice fra 2003 til 2012. I samme periode er Nets' omkostninger til Betalingsservice faldet markant. Det viser en analyse fra Konkurrencestyrelsen, der blev offentliggjort i dag.
Men Nets mener ikke, at der bliver taget forbehold for den øgede konkurrence på markedet i styrelsens analyse. Det forklarer kommunikationskonsulent Ulrik Marschall:
»Vi savner, at rapporten prøver at kigge fremad. Det er mangelfuldt at lave konklusioner ved at skue tilbage uden også for alvor at kigge på, hvilke andre løsninger, der allerede er,« siger han og peger samtidig på, at det ikke er Nets, som beslutter, om virksomhederne vil sende gebyret videre til forbrugerne.
»Vi er uenige i rapportens udsagn om, at det er danskernes og forbrugernes betalinger. Det er jo kreditor, vi har et forhold til, og som vi opkræver. Nogle sender så det videre til deres kunder, altså danskerne, men det er ikke noget, vi har med at gøre eller kan beslutte,« siger Ulrik Marschall.
Flere mobilbetalinger
Nets peger blandt andet på mobilbetalinger som MobilePay, Swipp og Paii som løsninger, der kan konkurrere med Betalingsservice.
»Prisen bliver sat i markedet med de aktører, der er. Især dem, der er kommet de sidste år. Der vil kreditorerne ikke betale mere, end hvis der er et bedre produkt. Markedet er det, som regulerer prisen. Det har den pris, det skal have. Mobilbetalinger er vokset voldsomt, og det skal vi forholde os til,« siger Ulrik Marschall.
Flere penge til bankerne
Fra et forbrugersynspunkt, hvorfor skal bankerne have flere penge i stedet for at priserne bliver sat ned?
»Som sagt, vores forhold er ikke til debitor. I langt de fleste tilfælde er det ikke dig, men kreditor, der hænger på regningen. Bankerne har også nogle omkostninger ved at lave det her som en del af den decentrale produktion. Det er et forhold mellem os og bankerne, som ikke berører danskerne,« siger Ulrik Marschall.
Men når der står, at indtjeningen er steget og omkostningerne er faldet, hvorfor skal bankerne så have mere?
»De har omkostninger og der er ingen tvivl om, at vi fremadrettet ikke kan tage en pris, som ikke kan betale sig. For der kommer så mange andre alternativer. Det er fra Nets’ perspektiv. Vi bliver nødt til at agere på markedsvilkårene, som bliver skærpet i de kommende år,« siger Ulrik Marschall.