Jeg indrømmer gerne, at det ikke er nemt at drive detailhandel, og at det kræver en stor indsats for at få succes. Det er et vilkår for alle former for forretning i dag. Intet er nemt, og man får intet foræret. Så tag en tudekiks og stram op, for ellers lukker endnu flere mode- og skobutikker i Danmark.

De dør ikke alene pga. nethandlen, som mange fra detailbranchen påstår, og som er den mest udbredte fortælling i pressen. Nej – de dør, fordi der ikke er udvist rettidig omhu og på grund af mangel på dygtighed.

Det er hårde ord – det ved jeg godt – men nogle gange skal det siges, så vi kan tage diskussionen videre.

Listen er lang over de faktorer, som skubber forretningerne mod en lukning.

Her er blot nogen af dem: Ændringer i demografien, forbrugerne bruger penge på andre fornøjelser, byens øvrige detailudvikling og infrastruktur, dårligt købmandskab, mangel på investeringer, man undervurderer sine kunders smag, konstante rabatter og tilbud, dårlig eller ingen markedsføring, ingen aktiviteter, dårligt samarbejde mellem forretningerne i byen, åbningstider, alle har de samme mærker, mangel på fastholdelse af gode medarbejdere, mavefornemmelse frem for fakta, ingen klar strategi og generationsskifte, det er svært at finde unge, som gerne vil overtage en eksisterende butik, og de unge, som har lyst, kan ikke låne pengene i banken til en overtagelse.

Jeg vil her give nogle råd til, hvordan modevirksomheder kan arbejde strategisk, tjene penge og blive en aktiv del af lokalmiljøet.

Multibrands lyser op

De butikker, som jeg specielt tænker på, er dem med flere brands i sortimentet – i branchesprog kaldet multibrandforretninger.

Dem bliver der længere og længere imellem i bybilledet i takt med, at kæderne vinder indpas og dermed også større markedsandele. Men netop disse multibrandforretninger gør bybilledet spændende og tilfører noget unikt og interessant for forbrugerne, hvis de kan levere en samlet oplevelse, bestående af nærværende service, et spændende varesortiment og en god atmosfære.

Der skal lægges en klar strategi, som tager udgangspunkt i fakta frem for mavefornemmelser.

Det er butikken i sig selv, der skal være brandet. At have de rigtige mærker er i sig selv ikke nok i dag. Man skal som ejer og indkøber arbejde meget mere med iscenesættelse. En butik i dag skal give forbrugerne en grund til at handle.

Men det kræver hårdt arbejde at tjene penge på mulitbrandforretninger i dag. Der skal lægges en klar strategi, som tager udgangspunkt i fakta frem for mavefornemmelser.

Find partnere, ikke modstandere

Få fakta om hvilke brand og varegrupper, som du faktisk tjener penge på. På den måde kan du styre dine indkøb, således at der bliver fokus på drift og kundernes ønske frem for følelser og egne ønsker. Der skal skæres til i leverandører, og der skal købes dybere ind i de brands, som man vælger.

På den måde kan du få gang i partnerskaber med dine leverandører. Dine leverandører skal være en partner og ikke en modstander, og I skal løfte forretningen sammen.

En ny strategi kan kun blive en succes, hvis man tager  projektet alvorligt og går til opgaven med et åbent sind og er modtagelig for kritik og gode råd fra kunder – og ikke mindst fra sine medarbejdere og leverandører.

Invester i din forretning. Hvis den er træt og nedslidt, som mange af dem er, kommer der heller ikke kunder. Atmosfære og købsoplevelse betyder mere end nogensinde.

Få malet, indret forretningen påny med eksisterende inventar, skift de lyspærer, som er gået ud, ryd op bag ved kassen osv. Og vigtigst af alt: Få ryddet op og solgt ud af dine gamle varer. Det små ting tæller også her. Forny dit image ved f.eks. at redesigne dit logo, køb nye poser, gavepapir og bøjler.

Vis, hvad du har

Brug dine vinduer til at vise, hvad du formår, og skift dem ofte. Afsæt penge til at få det gjort af professionelle, da dine vinduer er den billigste markedsføring, som du har. Som inspiration kan jeg nævne, at Zara-kæden ikke bruger penge på markedsføring; de benytter sig af i stor grad af deres vinduerne.

Du overlever ikke alene. Du bliver nødt til at styrke samarbejdet med dine kollegaer og kommunen, så I er flere til at løfte opgaven med at få en attraktiv midtby.

Meld dig ind i cityforeningen og vær aktiv der. Skub på og støt op om fælles aktiviteter i byen. Sammen kan I skabe en oplevelse, som er større end den enkelte forretning er i stand til.

Vejen til succes er som sagt ikke nem og enkel, men alligevel behøver det ikke at være så kompliceret, ej heller dyrt, men det kræver, at man vil det og er klar til at tage drastiske beslutninger, hvor det er nødvendigt.

Men én ting er sikkert – hvis butikkerne fortsætter som tidligere, sker der ingen ændringer, og vi vil komme til at se endnu flere døde butikszoner i danske byer.