Google og andre amerikanske internetgiganter forbereder sig på en syndflod af krav fra europæere om at få fjernet følsomme oplysninger fra søgeresultaterne efter tirsdagens skelsættende afgørelse fra EU-Domstolen, der fasttømrer »retten til at blive glemt«.

Det er første gang, at søgemaskinen tvinges til at fjerne henvisninger til sider, som lovligt findes på nettet, med henvisning til at oplysningerne er forældede eller krænkende.

Retten til at blive glemt

En spanier havde klaget over, at når man søgte på hans navn, dukkede der oplysninger op fra avisartikler om, at han måtte gennem en tvangsauktion, da myndighederne forsøgte at inddrive gæld hos ham. Artiklerne i dagbladet La Vanguardias onlinearkiv berøres ikke af afgørelsen. Det er Googles efterfølgende indsamling af og henvisning til dem, der har fået et skud for boven. Domstolen slår fast, at alle har ret til at kræve sådanne forældede oplysninger fjernet fra søgeresultaterne, fordi Googles indsamling giver et så omfattende billede af en person, som det ikke på anden vis er muligt at fremskaffe sig.

Dermed vægter domstolen hensynet til privatlivets fred højest. EU er i færd med at ensrette og stramme sin databeskyttelse, så den fra formodentlig 2015 vil gælde i alle 28 EU-lande. Heri indgår, hvad EU-Kommissionen har døbt »retten til at blive glemt«. Den nuværende lovgivning stammer fra 1995 og er forskellig fra land til land.

Ekspert: Ikke et carte blanche

James Waterworth fra lobbygruppen CCIA, som varetager teknologivirksomhedernes synspunkter, siger ifølge Financial Times, at afgørelsen vil »åbne sluserne« for krav om at få fjernet links til oplysninger, som er lovlige og offentligt tilgængelige.

Andre fremhæver dog, at man ifølge dommen først selv skal henvende sig til søgemaskinerne med sit krav om fjernelse, og at man først derefter skal gå til det nationale datatilsyn, hvis søgemaskinen nægter at følge kravet.

»Retten er meget omhyggelig med at sige, at dette ikke er et carte blanche,« siger Viktor Mayer-Schönberger, professor i internethåndtering og -regulering ved Oxford University.

Google: Det rammer ytringsfriheden

Google er skuffet over afgørelsen.

»Det er en skuffende afgørelse for søgemaskiner og internetudgivere i det hele taget. Nu har vi brug for lidt tid til at analysere følgerne af dette,« siger Googles talsmand i Danmark, Christine Sørensen.

Google mener, at afgørelsen skader ytringsfriheden, og forudser, at f.eks. en spindoktor kunne kræve, at Google fjernede henvisninger til en kritisk artikel om en minister, så den ikke dukker op blandt søgeresultaterne, når man søger på ministerens navn. Internetgiganten henviser til, at EUs generaladvokat sidste år udtalte sig om, at det at slette følsomme oplysninger fra søgeresultater ville påvirke ytringsfriheden.