Der er ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning.

Læs også: Pas på smarte sælgere på ferierejsen

Denne påstand dukker altid op, når ferievejret ikke arter sig, som vi helst vil have det med sol, blå himmel og sommertemperatur. Altså modsat den danske sommer anno 2012.

Og danskerne efterlever den tilsyneladende også. I hvert fald er der ingen, der snupper et quicklån eller køber en rejse på kredit for at rejse væk fra det danske vejr. 

Det viser MarsterCards Forbrugerindex, som ganske vist blev målt i juni, så måske er lysten til at låne sig frem til solen steget i takt med de dystre varsler for resten af sommeren.

Undersøgelsen viser videre, at den etablerede ferieopsparing, er det de færreste, der kan klare sig med. Kun 13 pct. af danskerne kan få deres udbetalte feriepenge til at række til feriebudgettet. 49 pct. svarer, at de også sparer op til ferien. Knap 25 pct. forventer at bruge mellem 5.000 og 10.000 kr. på ferien, mens 11 pct. vil bruge mere end 20.000 kr.

Hvem der vil bruge mest på ferien afhænger i høj grad af, hvor i landet man bor, sådan statistisk set. Mens det er 17 pct. af beboerne i hovedstadsområdet, der vil bruge mere end 20.000 kr. på deres sommerferie, er det kun 7 pct. af midtjyderne.

MasterCard, som har interesse i danskernes valutavaner, har også spurgt om de rejsende til udlandet bruger kontanter eller kort. 35 pct. foretrækker at have kontanter med på rejsen, mens resten benytter kredit- eller debetkort.. Og overraskende er det flest mænd, der erklærer, at det helst vil betale med kreditkort - 13 pct., mens det kun er 8 pct. kvinder.

 

Læs også: Mest ferie for pengene