Er du en »typisk« perfektionistisk storebror, et diplomatisk mellemstebarn eller en oprørsk lillesøster?

Så er det et rent tilfælde og har intet at gøre med din placering i søskenderækken.

Storebrødre er generelt lige så kreative, lillesøstre er lige så ansvarlige og mellemstebørnene lige så lidt diplomatiske som deres søskende, siger tyske forskere. For at nå til bunds i søskende-betydningen analyserede de data fra mere end 20.000 voksne mennesker i Tyskland, USA og Storbritannien.

Og analysen nedskyder en række af de meget populære myter om fødselsrækkefølgens betydning for personligheden. Selvom myterne forstærker selvopfattelsen af de »typiske træk«, så kan der ikke findes et videnskabeligt belæg for dem, siger professorerne Stefan Schmukle og Julia Rohrer fra Leipzig Universitetet og professor Boris Egloff fra Johannes Gutenberg Universitetet.

Læs videnskabelig artikel: Examining the effects of birth order on personality

De kunne ikke i det meget store datasæt finde nogen sammenhæng mellem fødselsrækkefølge og målinger af helt centrale personlighedstræk som udadvendthed, følelsmæssig stabilitet, imødekommenhed, ansvarlighed og opfindsomhed. De fandt dog en lille overrepræsentation af store søskende, som selv mente, at de havde et større ordforråd og var bedre til at forstå abstrakte sammenhænge.

Og selvom det kun var de store søskendes egen oplevelse af et overlegent intellekt, som mange små søskende dog sikkert også kan skrive under på (altså selvoplevelsen), så er det ikke helt uden hold i virkeligheden

Der sker nemlig i gennemsnittet et lille fald i intelligens fra den ældstefødte og trinvis for hvert barn ned til den senestefødte i en søskendeflok. Det er konstateret i mange undersøgelser, herunder sessionsdata fra de nordiske lande. Og de tyske forskere bekræfter tendensen.

Men de understreger, at forskellen ikke har betydning i den enkelte familie.

»Effekten på intelligensen (af fødselsrækkefølgen) ses meget tydeligt i store befolkninger, men den er stort set meningsløs på det individuelle niveau. Og selvom den gennemsnitlige intelligens-score falder, så vil der i fire ud af ti familier være tale om, at den senerefødte faktisk er klogere end sine ældre søskende,« forklarer professor Schnukle.

»Den egentlig nyhed i vores studie er, at vi ikke finder nogen substantiel betydning af fødselsrækkefølgen på nogen af de personlighedstræk, vi har undersøgt. Ikke alene modsiger det fremherskende psykologiske teorier. Det går imod mange menneskers intutive oplevelse,« siger han.