Nej, der er ikke tale om »antirussisk hysteri«
Det klinger hult, når Rusland taler om »russofobi« i Danmark. Hvis man ønsker et bedre forhold til Vesten, kan man begynde med at opføre sig ordentligt.
Det klinger hult, når Rusland taler om »russofobi« i Danmark. Hvis man ønsker et bedre forhold til Vesten, kan man begynde med at opføre sig ordentligt.
Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail V. Vanin, har taget bladet fra munden efter et interview i Berlingske med chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen. FE-chefen advarer mod russisk indblanding i bl.a. det næste folketingsvalg.
Inden ambassadøren tirsdag aften udsendte en længere erklæring om det antirussiske klima i en række vestlige lande, tweetede ambassaden, at »eftersom der ingen forskel er på den russofobiske tilgang hos den danske regering og opposition, giver det ingen mening at blande sig i danske valg.« Det udsagn er ufrivilligt komisk og kan nemt læses således, at da alle danske partier alligevel har lugtet lunten, hvad angår Vladimir Putins Rusland, kan det ikke betale sig at forsøge at påvirke valget. Skulle der, som nogle mener, være tale om russisk sarkasme, er den ualmindelig uheldig.