Nu gik det ellers lige så godt - eller i hvert fald bedre - for verdens største økonomi.
Efter flere år med økonomisk lavvækst, har 2013 budt på stigende boligpriser, højere tillid hos forbrugere og erhvervsliv og nye aktierekorder på Wall Street.
Men netop som økonomien var på vej tilbage mod lysere tider, har politiske forviklinger på Capitol Hill slukket for store dele af det amerikanske statsapparat.
Laveste dollarniveau siden februar
Og reaktionerne kan ses på valutamarkederne, hvor dollaren her til formiddag er faldet til det laveste niveau overfor euroen - og dermed også kronen - siden februar. En dollar koster nu 5,5 kroner. I forhold til schweizerfrancen, er dollaren på det laveste niveau i 19 måneder.
»Grunden til, at den nuværende situation er dollarnegativ er, at nedlukningen i USA er negativt for væksten. Og det kan betyde, at Federal Reserve alligevel ikke kan lempe pengepolitikken,« siger Christin Kyrme Tuxen, der er senioranalytiker hos Danske Bank Markets til Berlingske Business.
Analyser peger på, hvis store dele af det amerikanske statsapparat er lukket i flere uger, kan det have effekt på forbruger - og erhvervstillid og skade det skrøbelige opsving.
Fed udskød neddrosling af opkøb
De vanskelige politiske forhandlinger i USA, har allerede betydet, at Den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve for to uger siden udskød planerne om at drosle ned på sine omfattende obligationsopkøb på 85 milliarder dollar om måneden.
Opkøbene holder renterne lave, hvilket også dæmper investorernes lyst til at investere i amerikanske værdipapirer og presser dollarens værdi ned.
Også Greg Gibbs, der er strateg hos Royal Bank of Scotland vurderer, at valutaspekulanterne nu reagerer på udsigten til, Fed fortsætter med sit nuværende opkøbsprogram.
»Markedet forventer, at nedlukningen i USA betyder, at Fed vil fastholde sin lempelige pengepolitik, på grund af risici for den amerikanske økonomi,« siger han til Bloomberg.
Lav dollarkurs skader dansk erhvervsliv
Den lave dollarkurs er umiddelbart godt nyt for de europæere, der står med rejsetasken pakket og er på vej over Atlanten til en billigere ferie, men længere tid med en svag dollar kan have negative konsekvenser for erhvervslivet herhjemme.
»Det er klart, at for europæiske og danske virksomheder betyder det, at det bliver sværere at konkurrere med amerikanske, fordi deres varer bliver relativt dyrere,« siger Christin Kyrme Tuxen.
Danske Bank-økonomen tror dog på, at vi indenfor kort tid vil se dollarkursen stige overfor euroen. Hvis den amerikanske stat rammer gældsloftet af oktober, så vil investorerne nemlig - paradoksalt nok - søge mod USA.
»Hvis vi står i en situation, hvor den amerikanske stat ikke kan finansiere sig, så kan det være positivt for dollaren, fordi det vil betyde en bevægelse over mod amerikanske statspapirer, som bliver betragtet som sikker havn,« siger hun.
Danske Bank: Dollar vil stige i 2014
Ifølge Christin Kyrme Tuxen vil det også på længere sigt være en god investering at kaste sine sparepenge efter amerikanske dollar.
»Hvis vi tager de længere briller på og kigger ind i 2014, så vil Fed gradvist trække nogle af sine lempelser tilbage. Det vil betyde en styrkelse af dollaren,« siger hun til Berlingske Business.