Napoli-ejer Aurelio De Laurentiis var stik tosset efter hans klub spillede 1-1 mod ukrainske Dnipro i Europa League-semifinalen. Grunden til De Laurentiis raseri skal findes i dommerpræstationen, som efter italienerens opfattelser var en skandale.
Ukrainernes sene udligning kom i hus efter en manglende offsidekendelse. På trods af, at der var seks dommere til at holde øje med kampen, havde ingen af dem dog set den ellers tydelige offside, som var på kampens andet mål.
Det fik efterfølgende Napoli-ejeren til at gå amok i presserummet, hvor han både langede kraftigt ud efter Uefas præsident Michel Platini og kampens norske dommere.
»Jeg er fuldstændig rasende. Der var offside. De forsøger at give værdi til en turnering, der er total værdiløs. Vi er kun med, fordi det giver os mulighed for at kvalificere os til Champions League« siger De Laurentiis ifølge footballitalia.net og tilføjer:
»Man kan ikke gennemføre en semifinale med seks dommere, der er uegnede til at håndtere en kamp. Platini har gjort et forfærdeligt indtryk. Det vil han tænke over i mørket i sit kontor i Nyon. Måske er han ved at være færdig. Måske er det bedst, hvis han går af. Når man organiserer en turnering uden at kunne garantere en ordentlig dommer, er det uacceptabelt« slutter en rasende De Laurentiis
Napoli spiller returkamp i Ukraine om en uge.