Naja Marie Aidt: Man må omfavne sin alder

Da forfatter Naja Marie Aidt var yngre, gik hun til ballet. Her sagde hendes lærer altid til kvinderne med de smidige kroppe og stramme dragter, at de skulle stille sig nøgne foran et spejl hver dag og betragte sig selv.

Se, hvordan det stod til med kroppen. Om de var utilfredse, anspændte eller måske havde en skæv ryg.

Det råd har Naja Marie Aidt taget til sig. Måske mere i dag end nogensinde. For det er en metode til hele tiden at konfrontere sig selv med, hvem man er, mener hun.

- Det er jo også en måde ikke at fornægte sig selv på. At se på kroppen og sige, sådan ser jeg ud i dag. Jeg er 48 år og ligner ikke længere mig selv, da jeg var 20. Men det her er et billede af mig lige nu. Er alt så, som det skal være? Trives jeg? Det samme kan man gøre med sin sjæl eller måden, man lever livet på. Spørge sig selv, hvad der gør en glad, og hvorfor man gentager nogle mønstre eller udfylder nogle roller, som man egentlig ikke har lyst til eller brug for mere, siger hun.

Det er nemt at forestille sig, at hun engang har danset ballet. Det luftige sommertøj smyger sig om hendes slanke skikkelse og sammen med de let malede læber, de lange, lyse lokker og de store, mørke øjne skaber det et elegant og meget ungdommeligt udseende.

Derfor er det sværere at forstå, at Naja Marie Aidt nærmer sig de 50 år, har født fire børn og oven i købet er nyslået farmor. Men stemmen afslører hende. Hun taler med en ro og en eftertænksomhed, man kun opbygger gennem et langt og til tider turbulent liv.

Den travle forfatter har midlertidigt forladt sit hjem i New York for at promovere sin nye roman i København. »Sten saks papir« hedder den og udkommer 30. august. I den kommende uge skal hun desuden tale om bogen og sit forfatterskab på Louisiana Literature.

I bogen gentages ballettimernes tema om hele tiden at konfrontere sig selv. At kæmpe mod indgroede roller, forventninger og social arv samt tage sit liv op til revision. Bogen er et slags dystert – men dog muntert – familieportræt og cirkler om emner som faderopgør, søskendebånd, kønsroller, vold og undertrykkelse.

Naja Marie Aidt har eksperimenteret med mange genrer og fortælleformer gennem sit 20 år lange forfatterskab. Hun har skrevet digte, teaterstykker, sangtekster og noveller, som blandt andet har indbragt hende Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris. Det er dog første gang, hun prøver kræfter med at skrive en roman.

- Jeg vidste slet ikke, det ville blive en roman, da jeg gik i gang. Faktisk har jeg længe været irriteret over romanen som genre, fordi der er noget latterligt ved at skabe en falsk virkelighed og noget klaustrofobisk over at være stuck med de samme figurer i så lang tid. Så i starten var jeg faktisk rasende over, at det tegnede til at blive en roman, men der var en drift i mig, der sagde »bliv ved«. Og langsomt begyndte jeg at føle en vis frihed i ikke hele tiden at skulle opfinde nye personer og nye rum, som jeg er vant til fra poesien og novellerne. Jeg endte med at blive ret bidt af det, siger hun.

Generelt befinder Naja Marie Aidt sig også godt på ukendt grund og opsøger ofte nye udfordringer.

- Jeg kan godt lide at sætte benspænd for mig selv, og jeg har en stor rastløshed og en iver efter at afprøve nye ting. Sådan oplever jeg, at jeg udvikler mig mest og undgår at sande til, siger hun.

Naja Marie Aidts nye bog indeholder da også en kritik af at hænge fast i gamle mønstre.

Hovedpersonen kæmper med at bryde den sociale arv fra barndommen, hvor han voksede op med en alkoholisk, voldelig og småkriminel far. Samtidig slås han med de gamle myter, der knytter sig til de to køn.

- Valget af hovedpersonen var måske en måde for mig at skrive noget feministisk, men fortalt fra en mands synsvinkel. For eksempel har jeg undersøgt den voldelige undertrykkelse, der jo altid har været knyttet til det maskuline. Hvorfor nogle mænd fører den voldelige adfærd videre, og hvorfor kvinder lever med den og spejler den. Det sidste er måske det allermest uhyggelige, siger hun.

Det kan være meget trist at se, hvordan mennesker på den måde hænger fast i negative spor og ikke formår at bryde ud af påførte mønstre, roller og barndommens kvaler, siger hun:

- Det gælder om at ryste sig fri.

Det gjorde hun selv i en meget ung alder. Som 16-årig flyttede den blonde teenager hjemmefra og boede i en årrække sammen med barndomsveninden, dramatikeren Line Knutzon, samt to fyre i en halvandet værelses lejlighed på Nørrebro i København. Hun kom hurtigt i et fast forhold med den ene sambo, musikeren Martin Heurlin og fødte den første af parrets tre sønner, da hun var 18.

- Jeg fik tidligt brug for at skabe mit eget selvstændige voksenliv. Jeg voksede op på Grønland, hvor min far underviste som lærer, men da jeg var syv år, flyttede vi tilbage til Danmark. Kort efter blev mine forældre skilt. Så der skete bare mange store ting på én gang i mit liv. Og selv om mine forældre var meget kærlige, gik jeg rundt med barndommens smerte i en hale efter mig i en del år. Jeg hang fast i det, siger hun.

På samme måde som skilsmissen og flytningen påvirkede hende, forstår hun fuldt ud, at andre bliver tynget af svigt i deres barndom. Derfor mener hun heller ikke, at man skal være tæt forbundet med sin familie for enhver pris. Kernefamilien er ikke hellig for hende. Ligesom alt andet i livet, mener hun, at forholdet til ens forældre og søskende er noget, man jævnligt bør revurdere. Tage et ekstra kig på i spejlet og spørge sig selv, om relationerne vokser og udvikler sig, eller om man er vokset fast.

- Man kan diskutere, om familien overhovedet er en konstruktion, man kan bruge til noget som helst. Det kan man jo, hvis den er et dynamisk fællesskab, der giver energi. Men hvis familien dræner for energi, kan man ligeså godt finde et andet fællesskab at være en del af. Det ville hovedpersonen i min roman nok have godt af, og han forsøger også på det, siger hun.

Personligt får hun masser af energi ud af at være sammen med sin familie. I hvert fald i dag. Det var noget andet, da hun var 27 år og skulle have hverdagen med sin mand og tre børn til at glide, mens hun udgav sin første bog »Så længe jeg er ung« – som faktisk også var en samling digte om familielivets problemer, moderrollen og barndommen.

- Jeg kan da godt huske, hvordan det var at have små børn og skulle tidligt op om morgenen og i vuggestuen og børnehaven. Pludselig kunne vi ikke overskue noget. Livet blev en trummerum, der bare kørte derudad. Min mand og jeg kunne ikke finde ud af at vågne op midt i alt det her og spørge os selv, om vi egentlig levede på den måde, vi gerne ville. Vi var meget pressede på mange måder, også økonomisk. Det bliver man deprimeret og udbrændt af, siger hun.

Få år efter gik hun og manden hver til sit.

Skilsmissen var hård ved hende. Ikke mindst, fordi hun havde forsvoret at blive skilt, eftersom hun selv syntes, det var svært, da det samme overgik hendes forældre. Beslutningen endte dog med at være det helt rigtige. Og selv om det var en barsk tid for den nyudklækkede forfatter og alenemor til tre sønner i alderen 4, 6 og 14 år, førte den alligevel meget godt med sig, forklarer hun.

- Det var interessant at prøve at bryde ud af de roller, vi havde fået i ægteskabet og at skulle genfinde sig selv. Jeg fik også et meget tættere forhold til mine børn. Skilsmissen hærdede mig virkelig. Bagefter følte jeg, at jeg kunne klare alt. Samtidig begyndte jeg at blive mere opmærksom på, hvordan jeg egentlig havde det. Om jeg stadig havde de samme konflikter med de samme personer, eller om jeg manglede mod til at gøre de ting, jeg allerhelst ville.

I dag føler Naja Marie Aidt sig stærkere end nogensinde.

Der skal meget til at ryste forfatterens spinkle krop, og hun har fået en helt anden ro og selvsikkerhed, end hun havde dengang for 20 år siden, hævder hun. Hun er gift for anden gang og har en 10-årig søn med sin nye mand – foruden de tre sønner fra første ægteskab, som i dag er 20, 22 og 30 år.

Parret og de tre yngste drenge flyttede til New York i 2008. Det passede godt med mandens arbejde som filmfotograf, og Naja Marie Aidt havde brug afveksling. For at se sig selv i nogle nye rammer.

- Der skulle ske noget. Ligesom nogle mennesker tager i sommerhus for at komme væk fra de vante omgivelser, har jeg ofte brug for nye udfordringer og for at se mig selv, det sted jeg kommer fra og dem, jeg holder af, på en ny måde, siger hun.

På mange måder føler hun sig usårlig i dag. Men tankerne om livet og døden har helt naturligt ændret sig det seneste år, fordi hun nu i en alder af 48 er blevet farmor. Den rolle skulle hun lige vænne sig til. For med barnebarnets fødsel blev hun konfronteret med tidens gang på en ny måde.

- Generelt har jeg det rigtigt godt med at blive ældre. Men der kan også være noget ensomt forbundet med det, fordi man pludselig står helt alene med, at kødet langsomt falder fra benene, og at kroppen begynder at se anderledes ud, siger hun. 

Døden har ellers altid fascineret hende både personligt og litterært, og den har også fyldt en del i hendes værker. I hendes nye roman har hovedpersonen og hans søster også svært ved at forholde sig til farens død i bogens begyndelse. Som søsteren siger:

- Alt bliver værre med tiden. Kærlighed og ægteskab og kroppen, som forfalder. Hæsligt! Og ting bliver grimmere. Døre, bygninger, stole, biler. Og bestik.

Så negativt et forhold til tid har Naja Marie Aidt slet ikke. I virkeligheden synes hun, at det er lidt ligegyldigt, om der står 20 eller 50 i kalenderen på hendes fødselsdag.

- Det interessante er, om man er et levende menneske. Først, hvis man ikke gider flytte sig og lade sig bevæge, hvis der ikke er liv i én, tror jeg, at alderen tynger. Man er nødt til at omfavne sin alder. Alle bliver ældre, og det må man acceptere for fortsat at kunne udforske de forskellige livsfaser, siger hun.

Naja Marie Aidt kunne da heller ikke på nogen måde tænke sig at spole tiden tilbage og gennemleve de turbulente ungdomsår en gang til. Hun værdsætter nemlig de erfaringer, hun har lært af livet. Som ikke mindst indebærer at mærke efter og se sig selv i øjnene.

- På en måde kunne jeg godt tænke mig at være 35 igen, for det er en fantastisk alder. Men alligevel. Jeg har jo været der. Og alt det, man gør, er med til at skabe en som det menneske, man er i dag. Det smukke er jo, at man udvikler sig gennem livet. Først hvis man holder op med det og mister sin nysgerrighed og åbenhed, mener jeg, man har et problem. Så tror jeg, man kan miste glæden ved livet.