Latifa Ljørring drømmer i et indlæg i Berlingske 20. august om et Danmark, hvor der ikke er ghettoproblemer, hvor der ikke sker overfald på læger, socialrådgivere, skolelærere og andre autoritetspersoner, og hvor der i stedet hersker venskab og kærlighed, og hvor ”islam og kristendom ikke repræsenterer modsætninger”.
Jeg synes, Latifa Ljørrings drøm er sød og jeg har indtryk af, at hun er et sympatisk menneske, men jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at hendes vision om Danmark i 2050 er naive drømmerier. For hvordan kan man ophæve modsætninger, hvor der rent faktisk ER modsætninger til stede? Jeg ønsker også et fredeligt Danmark i år 2050, og jeg er også sikker på, at det kan opnås ved en kontant integrations –og retspolitik samt en minimering af indvandring fra muslimske lande. Freden kan imidlertid ikke opnås ved at stikke hinanden blår i øjnene om, at vi bare skal hylde kærlighed og ophæve eksisterende modsætninger. For hvordan kan man ophæve modsætningen mellem kristendom og islam? Det svarer til at sige, at kommunisme og kapitalisme, eller nazisme og anti-nazisme bare kan lade være med at være i modstrid med hinanden! Hvis tanke -og handlesystemerne (ideologierne) er hinandens modsætninger, så går de modsætninger ikke væk ved at man råber kærlighed og venskab som trylleord. Kristendommens budskab er frihed og næstekærlighed, hvor islams er ufrihed og intolerance. Det kan ikke ophæves ved et abrakadabra.
Men kulturmuslimer er jo ikke farlige, indvendes der. Nej, heldigvis. Men problemet er, at islam er farlig, og at islam oftest er en dybtliggende del af selv kulturmuslimers identitet. Og religion stikker meget dybt, fordi det er indlært i barndommen og gælder de helt store ting – nemlig frelse eller fortabelse. Hvis man som blid kulturmuslim kommer i kløerne på prædikende Korankyndige, så kan det være svært at sige nej til de hårde og mange regler, der udspringer fra den bog. Derfor er selv kulturmuslimer i farezonen for at springe ud som frihedens modstandere under de rette omstændigheder. Desværre.
Jeg ville gerne tro på Latifa Ljørrings drømme, men jeg er alt for realistisk til at hoppe med på de naive drømmerier.